Kognitiv træning hjalp patienter med bipolar lidelse

Hjernen har det i vid udstrækning som vores muskler:  Den skal hele tiden trænes gennem gode udfordringer, ellers begynder den at blive slap og mister funktionsniveau og ydeevne. Og den viden spiller en central rolle i mange videnskabelige forsøg på at udvikle nye kognitive behandlinger i form af hjernetræningsprogrammer, som kan lette livet for mennesker med psykiske lidelser.
Blandt de problemer i forbindelse med psykiske lidelser, hjerneforskere især ønsker at kunne mindske via forskellige former for kognitiv træning, er hukommelsesbesvær, reduceret planlægningsevne og koncentrationsvanskeligheder.

Og det er der gode grunde til:

Disse kognitive problemer kan nemlig i vid udstrækning forklare, hvorfor mennesker med bipolar lidelse, depression, skizofreni og en række andre psykiske lidelser i lange perioder har svært ved at holde sammen på både arbejds- og privatlivet. Selv om de har de bedste intentioner om det modsatte. Der er endnu ikke udviklet effektive behandlinger – hverken kognitive eller medicinske – mod disse følgevirkninger af psykisk sygdom.
Noget tyder imidlertid på, at målrettet kognitiv behandling kan rumme gode muligheder, viser et forsøg udført af danske forskere fra Rigshospitalet, Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri.

Forsøget har været ledet af Kamilla Miskowiak, professor i neuropsykiatri ved Københavns Universitet (KU) og Lundbeckfonden Fellow.

Forsøget, der er udført ved hjælp af hjerneskanninger (fMRI), er netop offentliggjort i en videnskabelig artikel i det internationale forskningstidsskrift Neuropsychopharmacology. Og artiklen viser noget, der aldrig tidligere er demonstreret i et videnskabeligt forsøg:

For det første, at en psykologisk intervention rettet mod kognitive vanskeligheder hos mennesker med bipolar lidelse allerede i løbet af et par uger kunne stimulere hjerneaktiviteten i et center, som i vid udstrækning styrer menneskets kognitive funktioner. Og for det andet, at denne øgede aktivitet viste sig at være en sikker markør for en senere forbedring af patienternes planlægningsevne.

Denne forbedring indfandt sig efter 10 uger, og det optimale havde selvfølgelig været, hvis den var vedvarende – men sådan var det ikke:

Da deltagerne et halvt år efter den indledende intervention atter blev testet, var den positive effekt ikke længere til at spore – og patienterne havde med andre ord samme grad af kognitive vanskeligheder, som før forsøget gik i gang.

Alligevel er forsøget i en række henseender lovende, vurderer professor Kamilla Miskowiak:

”Det område i hjernen, hvor vi kunne måle forandring, var i pandelappen – den forreste del af hjernens frontallap – og dette område er så at sige dirigenten for vores kognitive funktioner. Området er vigtigt for planlægningsevne, impulskontrol og mental fleksibilitet – og det er i forvejen kendt, at en række psykiske problemer også har sammenhæng med for lav aktivering af pandelappen”.

At den menneskelige hjerne kan styrkes gennem træning, er bredt anerkendt. Men når træningen sigter mod at forbedre svækkede kognitive funktioner hos mennesker, der slås med psykiske lidelser, står videnskaben over for en vanskelig udfordring, forklarer Kamilla Miskowiak:

”For hvor i hjernen – mod hvilke områder af hjernen – skal man skal rette en sådan behandling? Vi ved det ikke med sikkerhed, og vi mangler nogle biomarkører på dette område. De målinger, vi nu har foretaget, ser ud til at kunne repræsentere en sådan biomarkør, og det er efter min vurdering et andet vigtigt resultat af undersøgelsen”.

 

Test af medicin

Ud over at bruge denne viden til at udvikle nye kognitive træningsmetoder rettet mod mennesker med psykiske lidelser, vil Kamilla Miskowiak og hendes kolleger også undersøge, om opdagelsen af den mulige nye biomarkør eventuelt kan gøre nytte ved udvikling af medicin.

Tanken er at prøve at bruge opdagelsen til at undersøge om stoffer, der muligvis kan modvirke kognitive vanskeligheder i forbindelse med psykiske lidelser, virkelig har disse egenskaber?

Der er hårdt brug for at udvikle ny og virksom medicin på dette felt, men medicinalindustrien ”har i høj grad har trukket sig” fra dette udviklingsområde, fordi risikoen for at fejle – og dermed indkassere betydelige økonomiske tab – er stor, fortæller Kamilla Miskowiak:

”Ved at bruge fMRI-skanninger til at teste, om et stof skaber øget aktivitet i frontallappen hos mennesker, burde medicinalindustrien alt andet lige kunne få en god indikation af, om stoffet er værd at gå videre med. Sådanne målinger kunne foretages, når et stof efter at have bestået dyreforsøg har fået myndighedernes tilladelse til at blive prøvet på mennesker i et småskalaforsøg”.

”På den måde ville medicinalindustrien kunne få et godt grundlag for at stoppe et forsøg, hvis stoffet ikke ser ud til at kunne stimulere aktiviteten i netop det hjerneområde, som er helt centralt for menneskets kognitive funktioner. Eller gå videre og teste stoffet i storskalaforsøg med mennesker, hvis det skulle vise sig at virke efter hensigten”, siger professor Kamilla Miskowiak.

Skanneren gav svar

Kamilla Miskowiak og hendes kolleger har gennemført deres undersøgelse ved hjælp af hjerneskanning med en funktionel MRI-skanner (fMRI).
Denne skanner måler hjernens aktivitet ved at registrere ændringer i blodgennemstrømningen. Fx i frontallappen – den hjerneregion, det danske forskerhold havde fokus på.

I undersøgelsen deltog i alt 45 patienter med bipolar lidelse, og patienterne var relativt symptomfrie, mens det videnskabelige arbejde stod på. De 45 deltagere blev ved lodtrækning delt i to hold, og alle fik indledningsvis en kognitiv test.

Det ene hold, ’Gruppe 1’, gennemgik herefter en version af et intensivt kognitivt træningsprogram, ABCR, der sigter mod at styrke hukommelse, planlægning og koncentration. Deltagerne på det andet hold, ’Gruppe 2’, fik et andet tilbud – et gruppe-samtaleforløb, hvor de mødtes med jævne mellemrum i en periode på 10 uger og talte om hvordan det er at leve med bipolar lidelse.
Alle deltagere blev fMRI-skannet to gange: Før forsøget begyndte, og da forsøget havde varet i to uger.
Skanningerne efter to uger viste, at ’Gruppe 1’ allerede på dette tidspunkt havde øget aktiviteten i frontallappen – hvilket ikke kunne konstateres hos ’Gruppe 2’.

Efter 10 uger blev samtlige forsøgspersoner sat til at løse forskellige opgaver, der skulle vise, om forsøget havde forbedret deres kognitive funktionsniveau.
Resultatet af denne kognitive test viste: At deltagerne i ’Gruppe 1’ siden forsøgets begyndelse havde øget deres planlægningsevne markant, sammenlignet med ’Gruppe 2’.

FORSKERHOLDET BAG DEN VIDENSKABELIGE ARTIKEL I NEUROPSYCHOPHARMACOLOGY

• Caroline V. Ott, Julian Macoveanu, Christopher R. Bowie, Patrick M. Fisher, Gitte M. Knudsen, Lars V. Kessing og Kamilla Miskowiak.

• Læs artiklen i Neuropsychopharmacology