Psykedeliske veje ud af depressionens osteklokke?

Tænk, hvis man kunne tage et psykedelisk trip og på den måde reducere en svær og hårdnakket depression. Eller måske ligefrem få den til at gå helt væk?

Tanken er fascinerende og tillokkende – ikke mindst for mennesker, der er så hårdt ramt af depression, at hverken livsgnisten eller følelsen af samhørighed med den omgivende verden rigtigt er til at få øje på.

I disse år forskes der i stigende grad i brug af psykedeliske stoffer – herunder psilocybin – til behandling af psykiske lidelser, især depression. Men der arbejdes også med stoffer som LSD, meskalin, ayahuasca og ecstasy (MDMA) – sidstnævnte testes for tiden fx i forbindelse med behandling af posttraumatisk stress (PTSD) hos amerikanske krigsveteraner.

Bag alle disse videnskabelige forsøg ligger et håb om, at man ved hjælp af psykedeliske stoffer kan udvikle alternativer til eksisterende behandlinger, og på den måde tilbyde noget virksomt til patienter, som af forskellige årsager har vist sig ikke at kunne få væsentligt udbytte af den medicin, der allerede er på markedet. Det gælder blandt andet grupper af patienter med moderat til svær depression, som er såkaldt ’behandlingsresistente’, og ydermere må konstatere, at den medicin, der altså ikke hjælper dem nævneværdigt, ofte har slemme bivirkninger i form af blandt andet emotionel ’fladhed’, overvægt og seksuel dysfunktion.

Blandt forsøgene er der fra en række lande meldinger, der kun kan beskrives som lovende. Fx fra en række forsøg med psilocybin i forbindelse med depressionsbehandling, hvor stoffet både synes at give mange patienter en følelse af større sammenhæng med verden, sænke deres angst og fremme deres mod til at møde problemstillinger med åbenhed. Raske, der i nogle forsøg har fungeret som kontrolgruppe, har typisk beskrevet oplevelsen med psilocybin – et stof, de aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med – som velbehagsfremmende.

De gode resultater i forhold til depression, der de seneste år er kommet fra en række videnskabelige forsøg med psilocybin, ”har gjort indtryk på de regulerende myndigheder i både Europa og USA”, konstaterer den danske psykiater David Erritzøe. Han har forsket inden for dette felt i mere end 10 år, og er i dag ansat ved Imperial College London hos en af verdens førende eksperter inden for neuropsykofarmakologi, professor David Nutt.

Psilocybinresultaterne har fået både Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, og dets amerikanske pendant, FDA, til at godkende store patientforsøg, som nu udføres af en række koncerner inden for den farmaceutiske industri, fortæller David Erritzøe:

”Det kan tages som udtryk for, at myndighederne på begge sider af Atlanten håber, at der snarest sker noget på området – og set fra den farmaceutiske industris side er hensigten indlysende nok at søge at udvikle nye behandlinger. Det gælder blandt andet inden for depression, hvor et af de store problemer med de eksisterende midler tit er bivirkninger som fedme, fraværende seksuallyst og en følelse af at leve i en osteklokke – og de bivirkninger har man ikke konstateret i forbindelse med psilocybin”.

Hvordan den farmaceutiske industri hen ad vejen vil bære sig ad med at patentere præparater, der bygger på psilocybin – hvis kemiske sammensætning for længst er kortlagt og tilgængelig for alle – er et helt andet spørgsmål, siger David Erritzøe: ”Men det beskæftiger jeg mig ikke med. Jeg er læge”.

I den danske natur

Under ét kan udforskningen af de psykedeliske stoffers behandlingspotentiale beskrives som et felt med mange facetter og tilgange. For her er alt fra dyreforsøg til biokemiske målinger og hjerneskanninger – hvortil kommer de myndighedsgodkendte forsøg, hvor stoffer gives til mennesker.

Mange af disse forsøg handler om brugen af psilocybin, som naturligt forekommer i en række svampe – herhjemme i svampen spids nøgenhat (psilocybe semilanceata), der vokser vildt mange steder i naturen, især på fugtige græsarealer.
Tørrer og spiser man svampen, kan man komme på et cirka seks timer langt trip, men det er ikke noget, man ’bare’ skal eksperimentere med – ligesom det absolut må frarådes at begive sig ud på et psilocybintrip, hvis man har egenerfaring med psykotisk farvede sindstilstande, eller hvis der er tilfælde af psykose blandt nære slægtninge. Og når der planlægges lægekontrollerede forsøg med mennesker, som får psilocybin – raske eller patienter – spørges der altid ind til dette punkt.

De, der ender med at få lov til at deltage, sidder ikke og tygger i en spids nøgenhat, men får aktivstoffet i syntetiseret form – så ved man nemlig præcis hvad, og hvor meget deltagerne indtager. Desuden afvikles forsøgene efter en protokol, som skal sikre, at oplevelsen bliver tryg.

Sådanne videnskabelige psilocybinforsøg udføres eksempelvis i Storbritannien, Danmark, USA, Brasilien og Schweiz. Herhjemme foregår det på Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet under professor Gitte Moos Knudsen – med støtte fra en række offentlige og private fonde, heriblandt Lundbeckfonden.

I Storbritannien finder en del af forskningen sted på Imperial College London, hvor David Erritzøe – som også samarbejder med Gitte Moos Knudsens gruppe på Rigshospitalet – spiller en central rolle.

Hippierne og den psykedeliske historie

Dagens psykedeliske forskning bliver let, næsten per automatpilot, set som en fortsættelse af hippiebevægelsens 1960’er-projekt – for en række af de stoffer, forskerne i dag anvender, brugte hippierne også i deres søgen efter bevidsthedsudvidelse og større harmoni.

Men selv om hippierne i nyere tid uomtvisteligt har skrevet psykedelisk historie, var de i en vis udstrækning blot arvtagere af en tradition, som hvad psilocybin angår kan spores helt tilbage til aztekerne, der levede i det centrale Mexico:

Aztekerne havde nemlig i umindelige tider anvendt bevidsthedsudvidende psilocybinsvampe i forbindelse med ritualer, da de spanske erobrere ankom til Mellemamerika i begyndelsen af 1500-tallet. Og det var en svampepraksis, som besættelsesmagtens medrejsende repræsentanter for den katolske kirke fandt djævelsk farlig og derfor hårdhændet søgte at undertrykke, viser gamle spanske kilder.

Det oplevelsespotentiale, psykedeliske stoffer rummer, hænger sammen med deres påvirkning af centrale receptorer i hjernen – receptorer, som blandt andet har med mental forarbejdning og perception at gøre. På den måde kan stofferne, der ikke er vanedannende, formidle oplevelser, som indebærer, at man på et mentalt plan kommer til at møde mennesker, steder, tilstande, farver, smag og andre indtryk og stimuli på hidtil ukendte måder:

Som havde man købt en uspecificeret rejse til Langtbortistan – og nu er man der så, midt i et påfuglespraglet fremmedland. Eller måske – for det kan man nemlig heller ikke vide på forhånd – er turen gået tilbage til en meget tidlig fase i det liv, man har levet, og i dette øjeblik genoplever man en situation, man havde glemt – eller hvis eksistens man aldrig har været bevidst om; så vidt man kan huske.

”De oplevelser, psykedeliske stoffer kan give, kan være ret voldsomme”, siger psykiater David Erritzøe fra Imperial College London: ”Derfor er det nødvendigt at arbejde med stofferne på bestemte måder, hvor man følger nogle anbefalinger – så ingen forsøgspersoner kommer til skade”.

Disse retningslinjer, som nyder international anerkendelse, indebærer, at patientforsøg med eksempelvis psilocybin indledningsvis kræver en grundig screening af potentielle deltagere – og de, der enten selv har haft psykotiske oplevelser eller har psykose i den nære familie, bliver siet fra allerede her.

Derefter følger en række samtaler, hvor den enkelte deltager bliver forberedt på, hvad mødet med det psykedeliske stof – det psykedeliske trip – kan medføre på oplevelsesplanet. Og endelig kommer så selve seancen, hvor personen i kapselform indtager en nøje afmålt dosis syntetiseret psilocybin, der i dag fremstilles i både Storbritannien og USA.

”Forsøgspersonen er på intet tidspunkt alene, mens det psykedeliske stof virker”, pointerer David Erritzøe: ”Der er hele tiden en behandler i rummet, lyset er dæmpet, der er understøttende musik – og når man følger de retningslinjer, der er for tilrettelæggelse og afvikling af disse forløb, kan det gøres meget sikkert. Så vidt jeg ved, er der ingen tilfælde, hvor folk er kommet til skade i forbindelse med indtagelse af psykedeliske stoffer under disse kontrollerede betingelser”, siger David Erritzøe.

Ud over, at en skadesfri afvikling af medicinske forsøg i sig selv har allerhøjeste prioritet, er sikkerhedsaspektet i forbindelse med forskning inden for psykedeliske stoffer også farvet af nogle af de mindre gode erfaringer, blandt andre hippierne gjorde. For der er mange – sande – beretninger om ’bad trips’:

Om mennesker, som aldrig skulle have taget et psykedelisk stof, fordi de havde en risiko for at udvikle psykose – og om mennesker, som i en ’salig’ rus fx troede, at de kunne flyve – og med skæbnesvangre konsekvenser til følge gjorde forsøget, fordi der ikke var nogen, som kunne stoppe dem.

Så der er bestemt god grund til at følge de retningslinjer, der er på området, pointerer David Erritzøe: ”Når det er sagt, så hører det også med til historien, at de fleste mennesker, der på egen hånd bruger psykedeliske stoffer, faktisk gør det med respekt for disse retningslinjer – som i vid udstrækning er udformet på basis af brugererfaringer opsamlet gennem årene”; heriblandt, at der altid er en person til stede, som ikke selv er på stoffet, og derfor om fornødent kan gribe ind og i det hele taget støtte dem, der har taget det.

På Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet i København har man indtil videre givet 30 raske forsøgspersoner en enkelt dosis psilocybin – i alle tilfælde i forbindelse med et forløb, der har været gennemført i fuld overensstemmelse med de internationalt anerkendte retningslinjer på området. Og effekten har været til at få øje på, siger professor Gitte Moos Knudsen, der er leder af forskningsenheden: ”Man kan se, at en enkelt dosis kan ændre folks personlighed”.

For at måle det, gav forskerne på Rigshospitalet – der også arbejder med hjerneskanninger i forbindelse med forsøg med psykedeliske stoffer – deltagerne en personlighedstest både før og efter selve psilocybinforløbet. I denne test – en NEO PI-R test med i alt 240 spørgsmål – skal forsøgspersonen svare på, hvordan han eller hun oplever sig selv i forhold til fem såkaldte personlighedsdimensioner.

Disse personlighedsdimensioner, der også kaldes ’The Big Five’, handler blandt andet om indadvendthed-udadvendthed og om graden af åbenhed – og her kunne forskerne på Rigshospitalet se, at psilocybin i nogle tilfælde havde sænket deltagernes selvoplevede ængstelighed og øget deres mod til at angribe problemstillinger med åbenhed.

Disse resultater bekræfter data fra et lignende forsøg – hvor deltagerne havde en moderat til svær behandlingsresistent depression – som David Erritzøe sammen med britiske og amerikanske kolleger gennemførte i 2018.

Neurobiologisk Forskningsenhed på Rigshospitalet er i øvrigt i gang med et nyt psilocybin-projekt, som også støttes af Lundbeckfonden. Og det har med hovedpine at gøre, fortæller professor Gitte Moos Knudsen:

”Nemlig Hortons hovedpine. Den er en frygtelig belastning for de mennesker, der er ramt af den, og der har gennem årene været forskellige beretninger om, at psilocybin skulle kunne hjælpe mod Hortons. Om det er tilfældet, er bare aldrig blevet undersøgt videnskabeligt, så det satte vi os for at gøre i samarbejde med Dansk Hovedpinecenter, der også er en del af Rigshospitalet. Og det arbejde er nu i gang”.

…og så alle amatørerne

De lægekontrollerede og myndighedssanktionerede forsøg med psykedeliske stoffer til behandlingsformål er det videnskabelige forum, som kan generere nye former for apoteksmedicin baseret på eksempelvis psilocybin eller DMT, som er aktivstoffet i den sydamerikanske urte-te ayahuasca.

Mens læger, psykologer, kemikere og farmaceuter arbejder for at udrede psykedeliske stoffer til behandlingsformål, foregår der også på amatørplan – blandt forbrugere verden over – en hektisk forsøgsaktivitet.

Den har at gøre med stor nysgerrighed efter at stifte bekendtskab med psykedeliske oplevelser og handler typisk ikke om, at folk føler sig syge, men derimod om, at de gerne vil se, om de ved hjælp af psykedeliske stoffer kan forbedre deres intellektuelle præstationsniveau og generelle velbefindende, fortæller David Erritzøe:

”Det er en kæmpe business, som blandt andet skaber omsætning via retreats – centre – hvor man kan komme og afprøve stofferne i omgivelser, som angiveligt er sikre. Sådanne centre findes i lande, hvor lovgivningen gør det muligt – blandt andet i Peru, hvor der tilbydes ayahuasca, og i Holland, hvor der anvendes psilocybinholdige trøfler. Og folk vælter ind fra hele verden”.

Og så er der fænomenet mikrodosering, som mange amatører eksperimenterer med. Det går ud på, at man over en længere periode tager meget små doser af et psykedelisk stof – ofte psilocybin eller LSD – hvilket skulle kunne sikre intellektuel skarphed og fysisk velvære.

Fænomenet er stort, også på nettet, og mange brugere hævder, at effekten er fremragende. Men indebærer denne form for selvmedicinering en helbredsrisiko for brugerne – selv om de psykedeliske stoffer ikke er vanedannende?

Dette spørgsmål gennemgås i en forskningsartikel, som tidligere i år er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Psychopharmacology. Blandt forfatterne er Gitte Moos Knudsen, David Nutt og David Erritzøe, og rapportens konklusion er, at mikrodosering indtil videre må anses som et område og en praksis, videnskaben slet ikke ved nok om.

”Der mangler ganske enkelt undersøgelser, som blandt andet skal vise, om gentagne doser af et psykedelisk stof påvirker hjertet negativt”, siger David Erritzøe – der netop har fået en forskningsbevilling fra Det Nationale Institut for Sundhedsforskning i Storbritannien for at han kan se nærmere på mikrodoserings-bølgen.