Neurotorium

Lundbeckfonden lancerer global platform og slipper ny viden om hjernen fri

Neurotorium

På Neurotorium.org kan sundhedsprofessionelle, forskere og videnskabs-interesserede fra hele verden får nu adgang til nyeste viden om hjernen og dens sygdomme – og downloade artikler, billeder og præsentationer helt gratis.

Besøg Neurotorium

Med Neurotorium tager Lundbeckfonden hul på et nyt kapitel i fortællingen om vores forunderlige hjerne og rækker hånden ud til forskere, undervisere, studerende og sundhedsfaglige. Platformen skal gøre ny viden inden for hjernen og dens sygdomme frit tilgængelig for alle.

Som sundhedsprofessionel kan man opdatere sin viden inden for forskellige sygdomsområder og basal viden om hjernen og centralnervesystemet.

– Med Neurotorium har Lundbeckfonden etableret en unik online platform, der letter adgangen til de store opdagelser og viden om hjernesygdomme. Det er særligt relevant for klinikere inden for psykiatrien og neurologien og for undervisere af fremtidens skarpe hjerner. Vi håber, at platformen vil blive stedet, hvor såvel akademikere fra universiteter som forskere fra den kommercielle verden vil dele deres data og viden til gavn for klinikere og dermed patienter og samfund, siger Jan Egebjerg, forskningsdirektør i Lundbeckfonden.

Inspiration til undervisningen

Et af formålene med Neurotorium er at give fri og enkel adgang til materialer af høj kvalitet for at understøtte undervisningen og formidlingen af viden om hjernesygdomme. Platformen er en hjælp for undervisere og forskere, som frit kan downloade materialer, præsentationer og illustrationer på hjemmesiden.

– Jeg ved, hvor mange timer, man spilder på at finde godt materiale til sin undervisning. Ofte går man på kompromis eller bevæger sig på kanten af det lovlige i forhold til copyright. Med Neurotorium stiller vi en helt unik, gratis ressource til rådighed for alle, der underviser inden for neurologi, psykiatri og neurovidenskab. Indholdet er af den højeste kvalitet, og det bliver løbende opdateret, kurateret og bedømt af førende internationale eksperter, siger Maria Nordfang, Scientific Programme Director for Neurotorium, Lundbeckfonden.

På rundtur i hjernen med et 3D hjerneatlas

Et af trækplastrene på Neurotorium er et specialudviklet, digitalt hjerneatlas, der giver helt unikke muligheder for at udforske hjernens områder, kerner, forbindelser og strukturer i 3D. Samtidigt kan man tage billeder af den vinkel på hjernen, man ønsker at vise.

– Det kan være en svær opgave at finde gode billeder af mindre gængse områder af hjernen. Områder som fx nucleus caudatus eller epithalamus er i mange tilfælde dårligt afbilledet, og man må ofte undvære gode illustrationer, når man underviser. Her kommer det nye hjerneatlas som kaldet. Billedfunktionen ved hjerneatlasset forbedrer betydeligt muligheden for at vise lige præcis det blik på hjernen, som måtte være relevant for ens undervisning, siger Maria Nordfang.

Internationale eksperter står bag

Alt indhold på Neurotorium bliver løbende opdateret, og nyt indhold kommer til. Materialet bliver gennemgået og reviewed hvert år af et fakultet bestående af 54 internationale eksperter. På den måde er der sikkerhed for, at indholdet er korrekt og af den høje standard, som Lundbeckfonden og brugerne forventer:

– Adgang til den bedste viden er afgørende for alle sundhedsprofessionelle og forskere. Den nye online ressource er gratis og giver helt unik adgang til viden inden for hjernen og dens sygdomme. Den tilbyder en bred vifte af undervisningsmaterialer og spektakulære grafikker af hjernen, som er udviklet og valideret af uafhængige internationale eksperter inden for specialerne. Neurotorium er en milepæl i udbredelsen af viden, der vil styrke behandlingen og forskningen verden over, siger Professor David Nutt, formand for Editorial Board, Neurotorium. 

Oplev Neurotorium.org

Neurotorium er én indgang og et referencepunkt for viden om hjernen og hjernesygdomme, hvor brugere kan gå på opdagelse, hente inspiration hos hinanden og finde artikler og grafikker m.m.

  • Temaer og viden: Artikler, videoer og animationer.
  • Billeder: Anatomisk korrekte billeder af hjernen og signalveje i hjernen.
  • Hjerneatlas: et helt unikt hjerneatlas i 3D, hvor man selv kan navigere rundt i hjernen.
  • Slide decks: Komplette powerpoint-præsentationer med noter og referencer til alle slides.
  • Inspiration og deling af viden: Opret egen brugerprofil og del indhold og viden med andre.

Vidensplatformen er etableret af Lundbeckfonden og præsenterer en række nye features og indhold, men indeholder også materiale, der er overtaget fra en tidligere platform, Lundbeck Institute Campus, som nu er blevet opdateret og en del af Neurotorium.
 

Neurotorium er etableret af Lundbeckfonden – alt indhold er frit tilgængeligt og gratis at anvende.

www.neurotorium.org

Om Lundbeckfonden

Lundbeckfonden er en erhvervsdrivende fond, der arbejder med en bred vifte af kommercielle og filantropiske aktiviteter, bundet sammen af ønsket om at skabe innovation og ny viden til glæde for patienter. Fonden er den langsigtede og engagerede ejer af flere internationale lægemiddel- og sundhedsvirksomheder – Lundbeck, Falck og ALK – og en aktiv investor i de finansielle markeder, i danske biotekvirksomheder og i dansk forskning gennem fondens uddelinger til sundhedsvidenskabelige forskningsprogrammer og talenter på danske universiteter. Fondens uddelinger udgør mere end 500 mio. kr. årligt og har et særligt fokus på hjernen. Det omfatter bl.a. verdens største pris til hjerneforskning: The Brain Prize.