NY K-CHEF SKAL STYRKE FONDENS MØDE MED OMVERDENEN

Kasper Riis er ny kommunikationschef i Lundbeckfonden

Head of Communications - Kasper Riis
Kasper Riis er fra årsskiftet ny kommunikationschef i Lundbeckfonden

Lundbeckfonden har fra årsskiftet budt velkommen til Kasper Riis, der er indtrådt i en ny rolle i fonden som kommunikationschef. Kasper får ansvar for fondens kommunikationsteam og skal være med til at sikre, at fonden opleves som åben og transparent og en god og konstruktiv samarbejdspartner for fondens mange forskellige samarbejdspartnere og interessenter.  

– Vi er meget glade for at byde Kasper Riis velkommen til Lundbeckfonden og ser frem til at drage nytte af hans brede erfaring fra en lang karriere inden for kommunikationsfaget – senest fra Nets Group og før det Tryg, hvorfra han også havde berøring med fondsarbejdet. Han har desuden mere end 10 års erfaring med life science området fra Nycomed, NNE og Lundbeck og kender derfor fondens virkeområder fra mange forskellige vinkler, siger Inge Berneke, SVP Corporate Affairs i Lundbeckfonden.  

Kasper Riis er uddannet kommunikatør (BA) fra Roskilde Universitet (1994) og udlært journalist fra Dagbladet Aktuelt (1999). Han har mere end 20 års erfaring fra konsulentverdenen og på virksomhedssiden, hvor han i skiftende ledende stillinger i både danske og internationale selskaber har haft ansvar for virksomhedens omdømme, kommunikation og eksterne relationer.