DARE Programme

Laurits Mathiesen

DARE: Tager kampen op mod sjælden hjernesygdom ved eliteuniversiteter i USA

Aalborg University

Laurits Mathiesen har sat medicinstudierne ved Aalborg Universitet på pause det kommende år for at forske i en sjælden genetisk hjernesygdom kaldet adrenoleukodystrofi ved UCSF og Stanford University.

Adrenoleukodystrofi (ALD) er en X-bunden metabolisk sygdom, der er karakteriseret ved progressiv neurologisk forværring forårsaget af inflammatorisk nedbrydning af den cerebrale hvide substans.

Mekanismerne bag ALD og andre neurodegenerative sygdomme er stadig ikke fuldt forstået. Der er flere faktorer, der menes at spille en rolle i udviklingen af sygdommen, herunder ændringer i hjernens metabolisme. Hvis hjernen metaboliserer sukker anaerobt (uden ilt) i stedet for aerobt (med ilt), kan det skabe ugunstige forhold, der fører til inflammation og nedbrydning af hjernens væv, som ses ved ALD.

For at undersøge forholdet mellem de to typer metabolisme vil Laurits bruge en avanceret MR-scanningsteknik kaldet hyperpolariseret 13C-MR. Denne teknik er udviklet af forskere på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og giver mulighed for at forstærke signalet fra et stof op mod 50.000 gange på en MR-scanning.

Ved at hyperpolarisere pyruvat, der er et produkt af sukkermetabolismen, og herefter injicere det i forsøgsdyret, kan man visualisere og kvantificere, hvor i hjernen sukkermetabolismen er mest aktiv. Derudover kan man følge pyruvaten og dens slutprodukter for at vurdere, hvor meget sukker der bliver forbrændt henholdsvis aerobt og anaerobt.

Laurits skal på UCSF arbejde under vejledning af professor Myriam Chaumeil, der er ekspert i hyperpolariseret MR, og hvis forskningsgruppe er blandt de førende inden for netop dette område. Desuden er Laurits tilknyttet professor Keith Van Haren på Stanford University, der er pædiatrisk neurolog, og hvis forskningsgruppe har udviklet den musemodel af sygdommen ALD, der skal anvendes i Laurits’ forsøg.

Under opholdet i USA får Laurits desuden støtte til sin forskning fra sin danske vejleder Jakob Udby Blicher, der er professor i neurologi på Aalborg Universitet.

 

OM LAURITS MATHIESEN

Laurits Mathiesen er 30 år gammel og har netop afsluttet 8. semester af sit medicinstudie ved Aalborg Universitet. Han er en af fem udvalgte danske medicinstuderende, der deltager i Lundbeckfondens DARE-program (Danish American Research Exchange), der giver mulighed for at studere og forske ved nogle af verdens bedste universiteter. Året skal for Laurits gå med studier og forskning ved University of California i San Francisco (UCSF) og Stanford University.

Next stop: San Fransisco

LAURITS MATHIESEN