fbpx

Ny viden om hvordan vi ældes sikrer ung professor Lundbeckfondens Yngre Forskerpris

Celleforsker og professor MSO på Københavns Universitet, Simon Bekker-Jensen, modtager Lundbeckfondens Yngre Forskerpris 2019.

Han blev professor i en alder af bare 36 år, har publiceret sine resultater i verdens førende videnskabelige tidsskrifter og har dedikeret sin karriere til at finde ud af, hvordan celler responderer på stress-situationer og i visse situationer reparerer sig selv. På sigt vil hans forskning måske kunne forklare, hvorfor nogle mennesker ældes hurtigere end andre.

Simon, der siden 2012 har været Lundbeckfonden fellow, har bidraget til adskillige videnskabelige gennembrud– han har fx identificeret en rækker nye proteiner, som er involveret i cellers respons på DNA-skader. Celler nedbrydes af daglig stress, og det er derfor, vi ældes. Men nogen mennesker ældes hurtigere end andre, og hvis vi kan lære at forstå hvorfor, kan vi måske finde en vej til at ældes langsommere og være raske længere ind i alderdommen.

På den baggrund modtager den 39-årige celleforsker og professor MSO, Simon Bekker-Jensen, Lundbeckfondens Yngre Forskerpris 2019.

“Hvis vi zoomer helt ind, så er jeg optaget af celler og de grundlæggende mekanismer, der træder i kraft, når cellerne bliver udsat for stress-påvirkninger. Dette er et gennemgående tema i de fleste sygdomme og aldringsprocessen. Zoomer vi lidt længere ud, synes jeg, det er spændende at arbejde med et emne som aldring, fordi det har fascineret menneskeheden til alle tider og rejser spørgsmålet: Kan vi udsætte aldringen og leve længere?” siger Simon Bekker-Jensen.

Skiftede retning undervejs
Simon begyndte sin karriere med at interessere sig for, hvordan celler håndterer DNA-skader. Studierne førte til identifikationen af en række nye molekylære mekanismer. Da han skulle starte sin egen selvstændige forskningsgruppe, skiftede han fokus til cellulær stress og aldring.

”Simon tilhører en international elite, når det gælder forskning i forståelsen af de cellulære forsvarsmekanismer mod stress og aldring. Hans forskning har givet os et unikt indblik i nogle af de grundlæggende mekanismer i cellerne, når de oplever stress og ældes, og på sigt kan det måske give os mulighed for at begrænse aldringsprocesserne,” siger Jan Egebjerg, der er forskningsdirektør i Lundbeckfonden.

Ud over at være en internationalt anerkendt forsker er Simon en erfaren underviser, en fremragende forskningsformidler og har vundet adskillige priser.

Med Lundbeckfondens Yngre Forskerpris følger en mio. kr. – de 300.000 kr. er en personlig hæderspris, og de 700.000 kr. er til prismodtagerens forskning.

Se en video om Simon Bekker-Jensens forskning her.

Om Lundbeckfondens Yngre Forskerpris
Lundbeckfondens Yngre Forskerpris gives årligt til en forsker under 40 år, der har præsteret fremragende sundhedsvidenskabelig forskning.

Lundbeckfonden ønsker at støtte forskere på alle karrieretrin, og Yngre Forskerpris har til formål at hædre de dygtigste fra den yngre generation af forskere, der har etableret egne selvstændige forskningsgrupper.

Samtidig vil vi som en af Danmarks største forskningsfinancierende fonde sætte fokus på forskningens store samfundsmæssige betydning.

For yderligere oplysninger kontakt:

Jan Egebjerg, forskningsdirektør i Lundbeckfonden, tlf. 39128009 eller je@lundbeckfonden.com

Pernille Thorborg Jasper, pressechef i Lundbeckfonden, tlf. 2118 9132 eller ptj@lundbeckfonden.com

Nyheder

Lundbeckfonden tildeler rekordstort antal fellowships
6. november 2019
Feberkramper hos småbørn undersøges til bunds
1. november 2019
Lundbeckfonden støtter 20 erfarne forskere med 100 mio. kr.
24. oktober 2019

Lundbeckfonden

Lundbeckfonden Ventures

Lundbeckfonden Emerge