Et stof, som er ’i familie’ med et party-drug kunne mindske skader efter slagtilfælde

Af
Henrik Larsen
Slagtilfælde

Forsøg kunne reducere udbredelsen af hjerneskader efter slagtilfælde med op til 50 procent.

Portræt af Petrine Wellendorph, Fellowships
Professor Petrine Wellendorph, Københavns Universitet.

Et internationalt forskerhold under ledelse af professor Petrine Wellendorph fra Københavns Universitet har i dyreforsøg kunnet reducere udbredelsen af hjerneskader efter slagtilfælde med op til 50 procent.

En laboratoriefremstillet variant af et af signalstof, der findes i hjernen hos mennesker og andre pattedyr, har vist sig at have uventede effekter.

Og denne opdagelse kan på sigt muligvis resultere i ny medicin, der kan hjælpe mennesker, som rammes af et slagtilfælde – også kaldet stroke – i form af en blodprop i hjernen.

Bag opdagelsen står et internationalt forskerhold under ledelse af professor Petrine Wellendorph fra Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi ved Københavns Universitet (KU).

I arbejdet, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS, har også deltaget forskere fra Holland, USA og New Zealand.

Petrine Wellendorph har i en årrække forsket i signalstoffet GHB. Det er sket med støtte fra Lundbeckfonden i form af et fellowship på 10 mio. kr. i 2013, og i 2019 yderligere en forskningsbevilling af samme størrelse.

”GHB er som signalstof involveret i en række processer i hjernen. Min ambition er – mere specifikt – at forstå den rolle, GHB spiller i vores hjerne”, siger Petrine Wellendorph.

Partydrug

Indtager man en kraftig dosis syntetisk fremstillet GHB i form af ’fantasy’, som er et såkaldt party-drug, resulterer det i en rus: En tilstand, hvor hæmninger synes at forsvinde og en vis følelse af frihed og afslappethed indfinder sig.

Det er imidlertid ikke noget ufarligt eksperiment! For doseringsafstanden mellem rus og i værste fald død er lille – og slipper man levende fra mødet med det illegale stof, hvad de allerfleste heldigvis gør, kan der vente ubehagelige abstinenser.

Skal man forstå den rolle, GHB under normale, ikke-partyprægede omstændigheder spiller i hjernen, er det nødvendigt at kortlægge bindingsstedet:

Det vil sige det protein, GHB primært binder sig til i en pattedyrhjerne – for når man kender dette protein, begynder det at blive muligt at aflure GHB’s gøren og laden.

Det er dette helt centrale bindingsprotein, det nu er lykkedes Petrine Wellendorph og hendes kolleger at identificere – og succesen skyldes en laboratoriefremstillet variant af ’fantasy’. Denne variant – som ikke har nogen euforiserende effekt – er lavet af kemikere på KU, der har givet den betegnelsen HOCPCA.

Og ved hjælp af HOCPCA kunne Petrine Wellendorph og hendes kolleger i analyser af hjernevæv fra rotter kortlægge GHB’s bindingssted i en pattedyrhjerne.

Slaftilfælde i laboratoriet

I artiklen i PNAS beskriver forskerne også et museforsøg, de har gennemført:

Meningen med dette forsøg var at se, om HOCPCA – den laboratoriefremstillede variant af ’fantasy’ – kunne bruges i forbindelse med behandling af skaderne efter et slagtilfælde.

For at undersøge det, arbejdede Petrine Wellendorph og hendes kolleger med to grupper laboratoriemus, som alle fik en indsprøjtning med et stof, der fremkalder et slagtilfælde.

Den ene gruppe mus, Gruppe 1, fik herefter indsprøjtninger med HOCPCA - mens Gruppe 2 ikke fik stoffet.

I Gruppe 1 blev HOCPCA injiceret med forskellige intervaller: Nogle mus fik deres indsprøjtning tre timer efter slagtilfældet, andre efter seks timer – og nogle først efter 12 timer.

Og da alle resultater var gjort op, kunne forskerne se, at HOCPCA havde haft en markant skadesbegrænsende effekt, siger Petrine Wellendorph:

”Ved slagtilfælde vil et område af hjernen midlertidigt få begrænset – eller helt afsnøret – tilførslen af ilt og næringsstoffer via blodbanen. Det giver nogle skader, og derfor handler det altid om at behandle patienten så hurtigt som muligt, så blodtilførslen kan genoprettes. I vores forsøg kunne vi se, at den gruppe mus, som fik HOCPCA, havde 40-50 procent mindre skader end de dyr, der ikke fik stoffet. Og denne beskyttende effekt kunne vi også se, når HOCPCA blev givet 12 timer efter vi havde fremkaldt slagtilfældet”.

Effekten kunne konstateres ved at måle hvor stort et område, skaderne efter slagtilfældet havde bredt sig over i hjernen hos musene i hhv. Gruppe 1 og Gruppe 2 – og hvor dybt ned i hjernevævet, disse eftervirkninger kunne spores.

Hvordan HOCPCA i forsøget udløste denne beskyttelseseffekt hos musene i Gruppe 1, ved forskerne ikke - men antagelsen er, at det har med kalcium at gøre:

Ved et slagtilfælde stiger kalciumniveauet i hjernen nemlig kraftigt, og forskerne antager derfor, at HOCPCA på en eller anden måde kan påvirke kalciumfølsomheden efter et slagtilfælde, forklarer Petrine Wellendorph.

HOCPCA kan på sigt muligvis komme til at indgå i et lægemiddel, som kan bruges til at begrænse eftervirkninger af slagtilfælde hos mennesker:

”Sammen med KU har vi patenteret fundet, og vi søger nu midler til at undersøge det nærmere. Men selv om et stof virker i dyreforsøg, kan man ikke ’bare’ slutte, at det vil have en tilsvarende effekt hos mennesker. Nu prøver vi, hvor langt vi kan nå”, siger Petrine Wellendorph.