Professor vil udvikle radioaktivt præcisionsmissil mod hjernekræft

Hvert år får omkring 300 danskere, heraf 30 børn, stillet diagnosen ’glioblastom’ – en ondartet form for hjernekræft, som ingen af de behandlinger, lægerne i dag har til rådighed, kan få bugt med.

Hverken operation, strålebehandling eller kemoterapi kan fjerne alle glioblastom-celler – blandt andet fordi det er uhyre vanskeligt og kræver stor forsigtighed at udføre behandlinger i hjernen uden at beskadige de mange livsvigtige funktioner, der er samlet netop her.

Selv med den bedst mulige behandling vil resultatet derfor være, at tilbageværende kræftceller i løbet af kort tid vil sprede sig og fortsætte deres hærgen, til patienten dør.

”Den gennemsnitlige overlevelsestid efter en glioblastom-diagnose er stillet, er 14 måneder – og det niveau har desværre stort set været uændret de seneste 15 år. For selv om der verden over bliver forsket på området, er det endnu ikke lykkedes at udvikle effektive behandlinger mod denne form for hjernekræft”, siger Andreas Kjær.

Lundbeckfonden støtter

Det studie, der ligger bag artiklen, er finansieret af Lundbeckfonden, Region Danmark og MERMAID Projektet, og forskerne har kigget på analyser af celleprøver fra cirka 28.000 danske kvinder i alderen 30-59 år.

Han er professor inden for nuklearmedicin og molekylær billeddannelse på Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet, hvor han sammen med sin forskergruppe prøver at udvikle en helt ny form for behandling af glioblastom.

Og holder planen, vil de første patientforsøg med de nye glioblastom-behandlinger begynde i løbet af denne periode.

Ikke alle kræftceller forsvinder

Andreas Kjær har i en årrække arbejdet med at udvikle særlige sporstoffer, prober, som kan anvendes ved blandt andet PET-skanning.

Forskellige varianter af disse sporstoffer kommer til at spille centrale roller i de nye metoder til glioblastom-behandling, han vil udvikle. Og sporstoffernes overordnede opgave bliver at gå direkte til angreb på glioblastom-cellerne, forklarer han:

Et af problemerne med glioblastom er den helt specielle måde, denne form for hjernekræft breder sig på. Selve svulsten kan ses på en MR-hjerneskanning, men fjerner man den kirurgisk, får man alligevel ikke det hele med, fordi der altid er bittesmå cancer-øer – udsæd – i nærheden af svulsten. Disse øer kan man ikke umiddelbart se, og derfor heller ikke fjerne.

Hjernekirurgen står altså i den situation, at svulsten kan bortskæres – hvis man vel at mærke kan komme til at operere det sted i hjernen, hvor den optræder – men de små øer bliver tilbage. Og dermed fortsætter hjernesvulsten sin fatale udvikling, siger Andreas Kjær:

"Ved at konstruere et fluorescerende sporstof, der hægter sig på glioblastom-cellerne og gør dem selvlysende, vil vi gøre det muligt for kirurgen bedre at se hjernekræftceller, mens der opereres. Derved vil man også kirurgisk kunne fjerne de små øer – hvis de vel at mærke ligger et sted, hvor det er muligt at operere".

De fluorescerende sporstoffer, der altså hægter sig på glioblastom-cellerne og kan få tumoren til at lyse op, er testet i dyreforsøg – og teknikken virker så godt, at Andreas Kjær og hans kolleger nu vil søge Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at prøve denne sporingsteknik i forbindelse med glioblastom-operationer hos mennesker. Hvis tilladelsen kommer, vil den første operation af denne art kunne finde sted allerede i løbet af 2020.

Vil bombardere kræftcellerne

Kemoterapi og strålebehandling er en del af den behandling, der i dag gives til glioblastom-patienter. Både i tilfælde, hvor der også opereres, og når operation ikke kan lade sig gøre på grund af svulstens placering, fortæller professor Andreas Kjær:

"Man giver strålebehandling udefra, altså gennem patientens kranievæg. Udfordringen er kun at bestråle glioblastom-cellerne for ikke at beskadige raske celler, som ligger op ad svulsten – men fordi det er umuligt at ramme så præcist, vil der altid være en betydelig med-bestråling af raskt hjernevæv. Også her vil vi arbejde på at finde en ny løsning ved hjælp af et skræddersyet sporstof – der skal fungere som et præcisionsmissil".

Sagt meget forenklet består disse præcisionsmissiler, som er ved at blive udviklet, af en probe, der har fået hægtet et radioaktivt stof i halen.

Det radioaktive stof udsender en kortrækkende stråling, som kan slå kræftceller ihjel – og sporstoffet er konstrueret således, at det kun bindes på overfladen af hjernekræftceller, forklarer Andreas Kjær:

"Præcisionsmissilerne vil opsøge glioblastom-cellerne i hjernen – og vil desuden gå på jagt efter dem alle andre steder i kroppen, hvor de kan være spredt via blodbanen. Når præcisionsmissilerne møder en hjernekræftcelle, bindes de – og så vil de bestråle den. På den måde vil præcisionsmissilerne ideelt set slå samtlige hjernekræftceller ihjel uden at der samtidig sker større beskadigelser af raskt væv, fordi strålingen holdes inden for en afstand af én millimeter".

Andreas Kjær regner med, at præcisionsmissilerne kan afprøves som behandling af danske glioblastom-patienter i løbet af de næste seks år. Men inden det kan ske, skal teknikken afprøves i mus, og det arbejde går meget snart i gang, fortæller han.

For at teste præcisionsmissilerne på tumorer fra rigtige patienter, vil forskergruppen på Rigshospitalet tage en del af en glioblastom-tumor, som fjernes fra en patients hjerne i forbindelse med, at han eller hun opereres, fortæller Andreas Kjær:

"I første omgang vil vi modne disse cancerceller ved at placere dem under huden på en mus. Når cellerne har nået det rigtige stadie, vil vi placere dem i musens hjerne – altså som en hjernesvulst – og herefter vil vi prøve at bekæmpe svulsten ved hjælp af de små radioaktive præcisionsmissile".

Falder disse forsøg tilfredsstillende ud, vil Andreas Kjær og hans kolleger søge de danske myndigheder om tilladelse til at bruge missilerne til forsøgsbehandling af glioblastom-patienter.

Når der udvikles medicinske behandlinger, er vejen fra ide til afprøvning på mennesker generelt meget lang – blandt andet fordi man skal sikre sig mod bivirkninger.
Er der tale om ny medicin, der retter sig mod dødelige sygdomme – og hvor der i dag ikke eksisterer effektive behandlinger, som tilfældet fx er med glioblastom – findes der imidlertid et såkaldt fast track-princip.

Det betyder, at en lovende behandling under visse omstændigheder hurtigere kan nå frem til afprøvning i mennesker, end man som forsker sædvanligvis vil kunne, forklarer Andreas Kjær:

"Vores plan er i første omgang at søge om tilladelse til at afprøve præcisionsmissilerne til behandling af voksne med glioblastomer. Falder det positivt ud, vil vi derefter prøve at bruge behandlingen i forhold til børn, der har denne form for hjernekræft. Børnene er – alt andet lige – de glioblastompatienter, som har mest at vinde, fordi de kun lige har taget hul på livet".