Ny viden om den genetiske arkitektur bag feberkramper hos småbørn

Et internationalt videnskabshold under ledelse af seniorforsker Bjarke Feenstra fra Statens Serum Institut (SSI) har for alvor taget hul på kortlægningen af den genetiske baggrund for feberkramper hos småbørn.

Det sker i verdens hidtil største videnskabelige studie af disse feberkramper, der rammer omkring fire procent af alle småbørn – typisk når de er fra seks måneder til fem år gamle.

Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Brain.

Projektet hviler på meget omfattende analyser af DNA-profiler fra over 90.000 personer, og kortlægningen og analyserne er primært udført af forskere fra Danmark og Australien.

Oplysningerne om feberkramper fra de mange personer stammer overvejende fra det danske Landspatientregister.

”Hver eneste prøve er undersøgt for 7 millioner genetiske varianter, som kan være relevante i forhold til feberkramper hos småbørn. Analyserne har givet os ny viden om den genetiske arkitektur bag feberkramper. Desuden har vi fået ny viden om genetiske forhold, som ser ud til at kunne påvirke både feberkramper og epilepsi”, siger Bjarke Feenstra, der forsker med en Ascending Investigator-bevilling fra Lundbeckfonden.

Forældres mareridt

De småbørnsforældre, som har oplevet det, glemmer det aldrig – for feberkramper er uhyggelige at iagttage.

Optakten er nærmest banal:

Barnet er sengeliggende med feber af den blandede slags.

Det lille barn er ganske vist noget klattet og har forholdsvis høj feber – men fejler tilsyneladende ikke noget specifikt.

Men fra denne tilstand, som alle forældre fra tid til anden har observeret hos afkommet, stikker alt så med ét helt af:

Barnets krop bliver stiv - rigid og nærmest låst. Hendes vejrtrækning bliver tung, huden blegner eller blåner let, hovedet søger bagover, det trækker rykvis i hendes arme og ben – og hun er svær at komme i kontakt med.

Her skal handles, barnet skal uden tøven bringes på hospitalet til nærmere undersøgelse! Men selv om det er voldsomt og dramatisk, så længe det står på, ender historien i de allerfleste tilfælde heldigvis lykkeligt – uden mén.

Der er imidlertid en række ubesvarede spørgsmål i forbindelse med feberkramper hos småbørn, heriblandt det helt indlysende:

Hvorfor rammes omkring fire procent af alle børn i Danmark og en lang række andre lande af feberkramper i de tidlige opvækstår, mens 96 procent går fri?

Og hvorfor udvikler cirka syv procent af de børn, der rammes, senere i livet epilepsi?

Genetiske sammenhænge

Ved at studere de mange DNA-profiler, har forskergruppen i den nye undersøgelse indtil videre identificeret syv områder i den menneskelige arvemasse, hvor der kan forekomme genetiske varianter, som kan knyttes til feberkramper, fortæller Bjarke Feenstra:

”I forvejen havde vi fundet fire sådanne områder, så nu er vi oppe på foreløbig 11. Om dem kan vi sige, at de – med stor sandsynlighed – er involveret i udvikling af feberkramper. Men hvordan det mere specifikt hænger sammen, har vi endnu ikke klarhed over. Det er noget af det, vi nu skal til at undersøge”.

Når man ser nærmere på de 11 områder, begynder der også at tegne sig et billede af et vist genetisk sammenfald mellem feberkramper og epilepsi, siger Bjarke Feenstra:

”Vi kan nemlig konstatere, at tre af de 11 områder også rummer velkendte epilepsigener. Så der er noget fællesgenetik, som både påvirker feberkramper og epilepsi – og den skal vi også i gang med at undersøge mere detaljeret”.

Det skal blandt andet ske ved at se nærmere på genetikken hos et større antal voksne, der alle har haft feberkramper i de tidlige opvækstår, fortæller Bjarke Feenstra:

”Nogle af disse personer vil senere i livet have udviklet epilepsi, mens andre slet ikke har stiftet bekendtskab med denne lidelse. Spørgsmålet er, om vi kan finde genetiske forskelle mellem de to grupper, der kan være med til at forklare det”.

Forskerne vil også kigge på en genetisk variant, som mere generelt ser ud til at kunne være involveret i feberdannelse hos mennesker og andre pattedyr, siger Bjarke Feenstra:

”Denne variant findes nær genet PTGER3, som i museforsøg vist sig at være helt centralt for evnen til at udvikle feber. Det kunne de forskere, som udførte forsøget, se, da de ved hjælp af genetisk manipulation slukkede for dette gen hos musene. Når forskerne senere udsatte disse mus for infektioner, var musene ude af stand til at udvikle feber. Nu vi vil gerne se nærmere på PTGER3 for at prøve at få en større forståelse af, hvordan små genetiske forskelle hos mennesker kan være med til at styre kroppens feberrespons”.