Ny test kan afsløre farlige modermærker

De allerfleste modermærker er fredelige – og rummer altså ikke kræft. Men der er desværre undtagelser, hvor modermærket har udviklet sig til kræft – og her skal der handles hurtigt, så sygdommen ikke når at sprede sig.

Et af de spørgsmål, lægerne i den forbindelse skal tage stilling til, lyder: Hvor farlige er de kræftceller, der er i netop dette modermærke? Og det er et vigtigt spørgsmål, for svaret er blandt andet med til at bestemme, hvor aggressivt lægerne behandler modermærkekræft, også kaldet malignt melanom.

”En tommelfingerregel siger, at jo tykkere et malignt melanom er, desto farligere er det alt andet lige. Men når vi taler om maligne melanomer, som er over en millimeter tykke, kan vi have et problem med at bedømme deres farlighed”, fortæller læge og ph.d. Beatrice Dyring-Andersen, der er ansat ved Gentofte Hospital og NNF Center for Proteinforskning ved Københavns Universitet.

Nu har kræftlægerne imidlertid fået et helt nyt værktøj til at bedømme farligheden af maligne melanomer. Der er tale om en såkaldt prognostisk markør, der er opdaget af et hold forskere fra Danmark, Australien og USA.

Beatrice Dyring-Andersen – som forsker med støtte fra Lundbeckfonden – er medlem af forskerteamet, og opdagelsen er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Cancer.

Så tælles der T-celler

Hvordan vurderer man ved hjælp af den nye metode, om et malignt melanom hører til i den farlige kategori – eller om det efter alt at dømme kan betegnes som relativt harmløst?

Det overordnede svar er, at det gør man ved at kortlægge forholdet mellem T-celler og cancerceller i svulsten. T-cellerne er specialiserede celler, som er en del af kroppens immunforsvar – og T-cellerne skal blandt andet sørge for at bekæmpe virusangreb og cancerceller. Når der optræder cancer, fx i forbindelse med et malignt melanom, vil svulsten derfor blive angrebet af kroppens T-celler.

”I forbindelse med malignt melanom har det centrale spørgsmål været, om det er positivt eller negativt, at der optræder mange T-celler i svulsten”, fortæller Beatrice Dyring-Andersen:

”Det spørgsmål har været vendt og drejet mange gange inden for cancerforskningen de seneste år – uden at det har været muligt at besvare det. Derfor har farlighedsvurderingen af maligne melanomer i mange tilfælde været forbundet med en vis usikkerhed – og den usikkerhed kan vi reducere betragteligt ved hjælp af den nye metode. Vores undersøgelse viser nemlig, at det er godt, hvis der er mange T-celler til stede i svulsten. Faktisk skal forholdet mellem T-celler og cancerceller helst være mindst 20/80 – og er procentdelen af T-celler i forhold til cancerceller højere end 20, giver det bare endnu bedre beskyttelse. I det tilfælde er kroppen nemlig selv gået i gang med aktivt at søge at ødelægge cancercellerne i det maligne melanom”.

Personlig medicin

Selv om den nye metode til farlighedsvurdering af maligne melanomer endnu ikke er taget i brug herhjemme, giver den i fremtiden anledning til en række overvejelser, når det gælder behandlingen af disse patienter, siger Beatrice Dyring-Andersen:

”Noget af det, man kan overveje, er, om det i visse tilfælde vil være relevant at gøre patientens egne T-celler endnu mere aktive ved at påvirke dem medicinsk. På den måde peger den nye vurdering, vi nu er i stand til at foretage, samtidig frem mod såkaldt personlig medicin i form af en behandling, som i høj grad er tilpasset den enkelte patient og hans eller hendes forudsætninger for selv at bekæmpe hudkræften bedst muligt”, siger Beatrice Dyring-Andersen.

Skåret i skiver

For at udvikle testen, havde forskningsgruppen brug for tumorprøver fra et stort antal patienter, som alle havde været behandlet for modermærkekræft. Og analyser af disse prøver – sammenholdt med anonymiserede journaloplysninger om, hvordan det var gået patienterne – var forskernes arbejdsgrundlag.

Der blev arbejdet med tumorprøver fra i alt 200 patienter – halvdelen fra Danmark, halvdelen fra Australien – og hver enkelt prøve blev konserveret ved at blive støbt ind i en lille blok paraffin, forklarer Beatrice Dyring-Andersen:

”Samtidig blev det muligt for os ved hjælp af en særlig maskine – i princippet en pålægsmaskine – at skære ultratynde skiver af den enkelte prøve. Ud fra disse skiver, der kun var cirka 10/1000 af en millimeter tykke, kunne vi bestemme forholdet mellem antallet af T-celler og antallet af cancerceller i prøven. Og derefter kunne vi så ved at sammenholde prøveanalyserne med journaloplysningerne fra de 200 patienter konstatere, at tilstedeværelsen af mange T-celler i et malignt melanom som udgangspunkt øger sandsynligheden for, at svulsten kan slås ned. Det var sådan, vi nåede frem til vores hovedkonklusion”, siger Beatrice Dyring-Andersen.