Mælketænder sladrer om et folk der gemte sig i over 30.000 år

”Hallo-hallo, der har vi jer jo”, sagde forskerne på Lundbeck Foundation GeoGenetics Center på Københavns Universitet (KU).

De havde lige haft fat i to mælketænder – tabt af hver sin dreng i det nordøstlige Sibirien ved Yana-floden for 31.000 år siden – og forskerne kunne til deres fryd konstatere, at materialet fortalte en historie, som videnskaben længe har jagtet:

Nemlig detaljer, der kaster lys over nogle hidtil dunkle aspekter af slægtskabet mellem nulevende amerikanske indianere og folkeslag i det nordlige Sibirien. For selv om disse to grupper rent genetisk ligner hinanden ganske meget – og begge har genetiske aftryk fra både Asien og Europa – har de ingen direkte forfader-linje til fælles.

”Derfor kan man konkludere, at der i sin tid så at sige må have været en anden gruppe mennesker ind over. Men hvem de var, har det hidtil ikke været muligt at fastslå, og det er den brik i puslespillet, mælketænderne nu har leveret. Det er meget tilfredsstillende”, siger professor og DNA-detektiv Eske Willerslev. Han er leder af Lundbeck Foundation GeoGenetics Centre og har stået i spidsen for undersøgelserne.

De to mælketænder, der blev fundet i forbindelse med en arkæologisk udgravning af en boplads ved Yana-floden, har ingen rod. Men de har ligget velbeskyttet af permafrost helt til de blev opdaget for nogle få år siden, og de indeholder DNA, der er så intakt, at det var muligt at rekonstruere hele arvemassen fra begge drenge, som i sin tid tabte dem, fortæller Eske Willerslev:

”Det var helt fantastisk – og det er noget af det bedste humane DNA, videnskaben til dato har fundet fra tidlige moderne mennesker”.

Mælketænderne og det øvrige arkæologiske DNA, der indgår i undersøgelsen, vil desuden blive en del af et andet Lundbeckfonden-projekt, som ledes af Eske Willerslev, professor Thomas Werge fra KU og Hovedstadens Psykiatri og af professor Rasmus Nielsen, KU og UC Berkeley, USA.

På basis af gamle knogler og tænder skal dette projekt kortlægge DNA-profilerne af 5.000 mennesker – helt tilbage til tidlig stenalder – for at få et billede af hvordan hjernesygdomme og psykiske lidelser genetisk har udviklet sig frem mod vor tid.

”Vi har hidtil regnet med at kunne gå maksimalt 10.000 år tilbage, men takket være mælketænderne rykkes der markant ved den grænse”, siger Eske Willerslev.

Hytter af stødtænder

Historien om de to tænder er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature, og bag artiklen står forskere fra 39 akademiske institutioner i blandt andet Danmark, Rusland, Szhweiz, Storbritannien, USA, Kazakhstan, Grønland og Finland.

Og Nature-artiklen – der også rummer analyser af arvemassen fra yderligere 32 sjældne skeletter – bidrager i flere henseender til at udvide forståelsen af tidlige folkevandringer, understreger Eske Willerslev:

”Mælketænderne indeholder DNA fra en gruppe af folk, som for 30.000-40.000 år siden sandsynligvis har dækket store dele af den nordlige halvkugle. Dette folk uddøde, men vi kan den dag i dag finde fragmenter af deres DNA hos mennesker i et område fra Uralbjergene og helt ind i Amerika, nemlig hos indianerne. Og nu har vi så hele DNA’et fra to medlemmer af dette folk”.

Den DNA-profil, de to tænder repræsenterer, er en blanding af 25 pct. asiatisk- og 75 pct. europæisk arvemasse – og det forsvundne folk, som nu er dukket op til overfalden, har fået betegnelsen ’Ancient North Siberians’ (ANS).

Analyserne viser blandt andet, at det er fra ANS’ forfædre, både indianerne og folkeslag i det nordlige Sibirien i sin tid fik en DNA-komponent, som de deler med nutidige europæere.

Men hvad ved man ellers om det forsvundne ANS-folk?

”Faktisk en hel del, og det skyldes de effekter, der er fundet på Yana-bopladsen”, siger Martin Sikora, førsteforfatter på Nature-artiklen og lektor ved Lundbeck Foundation GeoGenetics Centre:

”De var jægere – storvildjægere, som levede af at jage uldhåret mammut og de arter af næsehorn, som dengang levede i det nordlige Sibirien. På bopladsen blev der fundet smukt forarbejdede redskaber – skåret ud af horn fra byttedyr. Og på pladsen har man også kunnet konstatere, at ANS brugte horn og knogler fra dyr som en slags ’skelet’, når de skulle bygge hytter. Det har været et højt udviklet jægerfolk, dygtige håndværkere med en fin æstetisk sans. Men hvorfor ANS uddøde, ved vi ikke”.

Et lårben i flodbrinken

For at sætte arkæologisk DNA ind i en ramme, der blandt andet giver oplysninger om folkevandringer, må man sammenligne – og atter sammenligne. Det betyder, at man kigger på et større antal prøver for at finde ligheder og forskelle og derved få en fornemmelse af, hvordan mennesker i sin tid flyttede rundt og fik børn med hinanden.

I den aktuelle undersøgelse har forskerne i alt kigget på DNA fra 34 mennesker – og ANS-tænderne repræsenterer med en alder på 31.000 år den ældste del af dette materiale, mens de yngste prøver ’blot’ er 600 år gamle.

En af de referenceprøver, der blev kigget på, stammer fra et andet sted i Sibirien – fra lokaliteten Duvanny Yar, som ligger ved Kolyma-floden. Og da denne prøve var DNA-analyseret, havde forskerne på laboratoriet i København endnu en festdag.

Duvanny Yar ligger – ligesom det område, hvor Yana-bopladsen blev opdaget – i et klima, hvor der er bidende koldt store dele af året, fortæller Eske Willerslev:

”Jeg har faktisk været der, da jeg som ganske ung mand prøvede lykken som ekspeditionsfarer og senere som pelsjæger i Sibirien – og selv midt i den danske højsommer kan jeg den dag i dag komme til at fryse, når jeg tænker på vinteren i det nordlige Sibirien”.

Prøven fra Duvanny Yar er et cirka 10.000 år gammelt lårben fra en mand. Knoglen har været kilet godt ind i Kolyma-flodens brink og været dækket af permafrossen jord – som nu er begyndt at tø og frigiver myriader af både dyre- og menneskeknogler fra fortiden.

Hvordan lårbenet er havnet der, er uvist. Men personen er formentlig druknet eller blevet smidt i Kolyma-floden, da han var død. Det unikke ved denne prøve er, at den er det tætteste man kommer på de nulevende indianeres asiatiske forfædre, fortæller Eske Willerslev.

Det videnskabelige projekt rummer også en række rekonstruktioner af klima og nedbør i det nordlige Sibirien. Her når forskerne frem til, at området med al sandsynlighed har kunnet beboes helt tilbage for 46.000-36.000 år siden.

”Så der har formentlig boet mennesker i det nordlige Sibirien meget længere tilbage, end man hidtil har anset for sandsynligt”, siger Eske Willerslev.