Forsker-jackpot i jagt på sengevæder-DNA
Aarhus-forskere kiggede dybt i 40.000 blodprøver og fandt omridset af et genetisk tisse-i-sengen-landskab. Med visse tråde til ADHD.
Det er ikke sjovt at være sengevæder – og jævnligt vågne midt om natten i drivende klamt sengetøj.
Bare spørg de 16 procent af alle danske børn i syvårsalderen, der i varierende grad er ramt af enuresis nocturna, som ufrivillig natlig vandladning hedder på lægelatin.
Eller spørg de fem procent af eleverne i 9. klasse, som endnu ikke er sluppet af med den.
For ikke at tale om de cirka to procent af alle fuldvoksne danskere, der også kender til at sove med gummilagen.
Problemet er udbredt
Men hvad kan man egentlig sige om eventuelle genetiske forhold, der øger risikoen for denne lidelse?
Det spørgsmål satte et hold forskere ved Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital og The Lundbeck Foundation Initiative for Integrated Psychiatric Research (iPSYCH) sig for at undersøge.
Deres resultater er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Lancet Child & Adolescent Health.
Artiklen viser, at en række genetiske varianter – som alle mennesker har – øger risikoen for ufrivillig vandladning om natten, når de optræder i bestemte konstellationer.
Det interessante er, at disse genetiske varianter optræder to steder i arvemassen, som har at gøre med blandt andet regulering af blærens aktivitet, fortæller artiklens førsteforfatter, Cecilie Siggard Jørgensen:
”Der tale om gener, som desuden skal sørge for, at vores hjerne lærer at sænke urinproduktionen i nattetimerne så vi ikke vågner i utide, fordi vi skal op og tisse. Og endelig skal disse gener være med til at sikre, at vi sover på en hensigtsmæssig måde”, siger Cecilie Siggaard Jørgensen, der er Ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.
For at finde genetiske varianter, der i særlige konstellationer kan antages at spille en rolle i forbindelse med ufrivillig natlig vandladning, undersøgte Aarhus-forskerne DNA fra 3.900 danske børn, der enten er diagnosticeret med lidelsen eller har fået medicin mod den.
Disse børns DNA blev sammenlignet med DNA fra 31.000 danske børn, der ikke tisser i sengen. Og for en sikkerheds efterviste forskerne senere resultaterne i islandske DNA-prøver.
Da alt var gjort op, kunne forskerne se, at en række genetiske varianter knyttet til de to specifikke steder i det menneskelige DNA meget ofte kan konstateres i særlige konstellationer hos sengevædere. Hvilket gik igen både i det danske og det islandske DNA.
Desuden kunne forskerne se, at børn, der har mange genvarianter, som øger risikoen for ADHD, statistisk set er særligt sårbare over for at udvikle sengevædning.
Det betyder ikke, at man nødvendigvis tisser i sengen fordi man har ADHD – eller omvendt: ”Men de to tilstande har fælles genetiske træk”, forklarer en anden af forskerne bag undersøgelsen, lektor Jane Hvarregaard Christensen fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.
Aarhus-forskernes opdagelse betyder ikke, at man nu med sikkerhed har forklaret de biologiske årsager til sengevædning. Man kan nemlig godt have samtlige genvarianter, uden at man bliver sengevæder – fordi andre risikofaktorer også kan være på spil. Både andre genetiske- og andre miljømæssige risikofaktorer, understreger Jane Hvarregaard Christensen:
”Det er meget komplekst, og man kan ikke tale om et enkelt gen, der forårsager ufrivillig natlig vandladning”.
Hen ad vejen håber forskerne dog ved hjælp af blandt andet flere – og større – DNA-kortlægninger at kunne udvide forståelsen af, hvad der ligger bag sengevædning.
Tanken er at foretage lignende undersøgelser baseret på DNA-prøver fra børn og unge fra en række andre lande uden for Nordeuropa for at se, om man her kan finde samme mønster af risikorelaterede genvarianter som hos danske børn.
”Sengevædning er nemlig ikke kun et nordeuropæisk problem, det rammer millioner af børn i hele verden”, siger Jane Hvarregaard Christensen.
- En forhøjet natlig urinproduktion, fordi hjernen laver for lidt af et bestemt hormon.
- Nedsat blærekapacitet på grund af ufrivillige sammentrækninger i blæren om natten (’drilleblære’).
- Manglende evne til at vågne, når blærens kapacitet overskrides.
De behandlinger mod sengevædning, lægerne gør brug af, retter sig hovedsagelig mod disse årsager.
Den forskning, som er beskrevet i den videnskabelige artikel i The Lancet Child & Adolescent Health, er støttet af Lundbeckfonden.