De 60-åriges muskler er slet ikke blevet gamle

Håret gråner og ansigtet får rynker. Sådan er det at ældes. Punktum.

Den gode nyhed er imidlertid, at tidens tand ikke er lige nådesløs på alle områder. Faktisk slet ikke, afslører ny forskning udført ved Københavns Universitet og ved Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital.

Det fortæller Anders Karlsen, Lundbeckfonden-forsker og leder af forskningsprojektet, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift FASEB:

I modsætning til, hvad man tidligere tit har antaget, kan vi med vores projekt vise, at menneskets muskler ikke kan karakteriseres som gamle ved 60-70 års alderen. De forsøg, vi har gennemført, viser tvært imod, at raske i 60-70 års alderen får fuld valuta for pengene, hvis de går i gang med at træne fysisk – også hvis man sammenligner med den træningsgevinst, som kan måles hos folk i 20-30 års alderen.

Og det resultat ”var virkelig en stor overraskelse” for forskerne, siger Anders Karlsen, som er ph.d. i humanfysiologi og ansat ved Institut for Idrætsmedicin.

Humane forsøg

Men hvad er det egentlig, forskerne fra Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital har fundet ud af – og hvordan har de udført de forsøg, der ligger bag opdagelsen?

Forklaringen begynder – paradoksalt nok, kan man næsten sige – med det muskeltab, mennesket oplever i takt med stigende livsalder. For det er et faktum, at mennesket taber muskelmasse med årene – især de såkaldt hurtige muskelfibre, som blandt andet bruges, når man skal sprinte.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad aldring og muskeltab egentlig betyder for 60-70 åriges mulighed for at genopbygge muskelmasse? Både i den situation, hvor der skal genoptræning til efter en muskelskade – men også når hensigten ’bare’ er at blive stærkere?

Her har en sejlivet antagelse været, at mennesker ved 60-70 års alderen har en reduceret evne til både muskelreparation og muskelopbygning, fordi antallet af muskelstamceller falder med årene.

Muskelstamcellerne er essentielle, når kroppen skal reparere skader på muskelfibre – og Anders Karlsen og hans kolleger besluttede at se nærmere på, hvad 60-70 åriges muskelstamceller rent faktisk formår, når der virkelig er brug for dem.
Og det gjorde de ved at gennemføre en undersøgelse, som havde klart fokus på muskelstamcellernes ydeevne hos en gruppe 60-70 årige, der skulle søge at blive en muskelskade kvit ved genoptræning.

Sådanne forsøg er meget komplicerede, og det er der flere årsager til:

Man skal for det første sikre sig, at forsøgspersonerne skal prøve komme sig efter præcis samme type skade i samme muskel – ellers kan resultaterne fra træningen ikke sammenlignes.

Og det krav kan man kun opfylde tilstrækkeligt præcist ved aktivt at påføre forsøgsdeltagerne den skade, de derefter hver især skal søge at træne væk.

Elektrisk stimulering

Netop fordi det er så vanskeligt at udføre forsøg af denne art med mennesker, har fysiologer gennem årene i vid udstrækning søgt svar gennem dyreforsøg, fortæller Anders Karlsen:

"Man har fx brugt mus for at se sammenhænge mellem aldring og evnen til at reparere muskelskader – og påført dyrene muskelskader ved hjælp af forskellige giftstoffer. Det siger sig selv, at det ikke er nogen fabar vej i forhold til forsøg med mennesker – så i stedet brugte vi elektrisk stimulering".

Forskerne samlede to hold forsøgsdeltagere, der alle ud fra en lægelig betragtning blev vurderet som ’raske’: Hold A, som bestod af syv unge mænd i alderen 20-30 år, og hold B, som bestod af 19 ældre mænd i alderen 60-73 år.

Alle deltagere fik – i det ene ben – 200 gange elektrisk stimulering med en gradvist stigende spænding på op til 120 milliampere, fortæller Anders Karlsen:

"Stimuleringen blev givet i Vastus lateralis. Det er en af de muskler, som er med til at strække knæet – og det er den muskel, der typisk tages prøver fra i fysiologiske studier, som har med styrketræning at gøre. De stimuleringer, vi gav, var på ingen måde farlige – men de var heller ikke behagelige for deltagerne. De fik nemlig musklen til at trække sig maksimalt sammen, og det nedbrød nogle muskelfibre, som senere skulle genopbygges via træning. Samtidig gav den elektriske stimulering i den første tid en udtalt ømhed i musklen".

Både hold A og hold B gik nu regelmæssigt til tung styrketræning hos Anders Karlsen og hans kolleger. Der blev, uanset alder, trænet igennem med begge ben, og deltagerne fik taget en række blodprøver og muskelbiopsier.

Styrketræningen varede i 13 uger, og da det hele blev gjort op, kunne forskerne konkludere, at de to grupper havde klaret sig lige godt. Både når det gjaldt om at genopbygge de beskadigede fibre i musklen – og i forhold til at øge muskelmassen.

Men hvordan hænger det sammen?

Forklaringen handler om muskelstamcellernes funktionsniveau, og det interessante er, at selv om antallet af muskelstamceller uomtvisteligt falder med alderen, så ser det altså ikke ud til, at muskelstamcellernes evne til at ’rykke ud’, når det virkelig gælder, forringes tilsvarende. I hvert tilfælde frem til godt 70 års alderen – vores ældste deltager var 7. Om muskelstamcellerne så bevarer deres ’udrykningskapacitet’ meget længere op i årene, kan vi jo af gode grunde ikke sige noget om på baggrund af denne undersøgelse

At alle forsøgsdeltagerne var mænd, havde en logisk forklaring: Nemlig at øge sammenligneligheden mellem de to grupper ved at lade alderen være den eneste markante forskel.

Kan man så forvente at finde samme gode ’udrykningskapacitet’ i muskelstamcellerne hos raske 60-70 årige kvinder?

”Det vil jeg som udgangspunkt nok antage”, siger Anders Karlsen, ”men mere konkret tør jeg heller ikke blive, før der er gennemført en tilsvarende undersøgelse med kvindelige forsøgspersoner”.