Molekyle kan være nøglen til søvnens inderste kontrolrum
Danske forskere drømmer om at finde et håndtag, der kan skrue op og ned for søvntrang, og et molekyle kan være nøglen. Det kan på sigt hjælpe patienter som Isak Jørgensen med narkolepsi, en sygdom, der gør, at man ufrivilligt og pludseligt falder i søvn.
Øjnene glider i, selv om det er midt på formiddagen. Den 17-årige gymnasieelev Isak Jørgensen kan bare ikke holde sig vågen længere – og det er ikke fordi historietimen er kedelig, eller fordi han har været til fest eller spillet computer hele natten. Isak er en samvittighedsfuld og flittig elev – men set udefra ligner han en sløv padde.
Faktisk falder han ikke bare i søvn om formiddagen, men også i spisefrikvarteret, om eftermiddagen og på stort set alle andre tider af døgnet, selv om han passer sin sengetid.
- Til at starte med tænkte jeg bare ”hold da op, jeg er godt nok træt. Men jeg må bare drikke lidt mere kaffe”.
Jeg prøvede at planlægge frikvartererne, så jeg kunne sove lidt mellem timerne. Men det hjalp ikke. Jeg sank bare sammen i midt i undervisningen.
Jeg prøvede at planlægge frikvartererne, så jeg kunne sove lidt mellem timerne. Men det hjalp ikke. Jeg sank bare sammen i midt i undervisningen, fortæller Isak Jørgensen, der i dag er 28 år gammel.
Falder i søvn midt på dansegulvet
Hvad Isak ikke vidste var, at han havde narkolepsi – en uhelbredelig søvnsygdom, der gør, at man pludseligt og ukontrollabelt falder i søvn, uanset om man burde være udhvilet, fortæller overlæge og professor Poul Jennum, der er en af Danmarks førende søvnforskere og leder af Dansk Center for Søvnsygdomme på Rigshospitalet.
- Det er en kronisk hjernesygdom, som medfører, at man kan falde i søvn uanset tid og sted. Det kan være midt i en fodboldkamp, midt på et dansegulv eller midt i skoletimen. Man mister kontrol over vågenhed, og patienterne får såkaldt kataplektiske anfald, hvor de mister muskelstyrken, siger Poul Jennum.
Han har forsket i narkolepsi i over 20 år og er en af pionererne i både kortlægning og behandling af sygdommen, der længe var en stor gåde for forskerne: Svær at forstå årsagerne til, svær at diagnosticere og ikke mindst svær at behandle.
- Det lyder lidt uskyldigt og næsten lidt sjovt for nogen, men det er det slet ikke. Det opfattes som socialt uacceptabelt ikke at kunne holde sig vågen. Det er en socialt hæmmende sygdom. Mange patienter ender med at fravælge store dele af deres liv, fordi det anses for pinligt, at de falder i søvn midt i en aktivitet, fortæller Poul Jennum.
Fordi sygdommen tidligere var svær at diagnosticere, er mange patienter ikke blevet taget alvorligt, siger overlægen.
- Patienterne er ofte fejldiagnosticerede eller slet ikke diagnosticerede. De er blevet stemplet som dvaske og dovne helt op til 1990’erne, og den behandling, de ofte fik, var et råd om at tage sig sammen, fortæller Poul Jennum.
Velmente drillerier
Også for Isak var der velmente drillerier, for hverken han, kammerater eller lærerne vidste, at han var syg.
- Jeg fik en del røg og kvikke bemærkninger, uden at det var ondskabsfuldt, men der var da nogen, der troede, at jeg var lidt doven, og syntes at jeg skulle gøre lidt mere for at holde mig vågen. Det mest frustrerende var, at jeg havde svært ved at følge med, for jeg ville virkelig gerne skolen, fortæller Isak, der stadig fik flere problemer med sin ikke-diagnosticerede sygdom.
- Jeg drømte meget, når jeg døsede hen. Så det blev nogle gange en mærkelig blanding af at sove og være vågen. Jeg kunne sidde og følge med i timen, og pludselig så ringede lærerens telefon, og så stod han og snakkede i den, og jeg tænkte, at det var da mærkeligt midt i timen. Så vågnede jeg, og han havde selvfølgelig ikke været på telefonen, forklarer Isak.
Det skulle blive værre og få store konsekvenser for hans skolegang.
Patienter ildestedt indtil sluthalvfemserne
Det var først i slutningen af 1990’erne, at der kom et gennembrud i narkolepsi-forskningen.
I Norge fandt man tidligt et hormon i den del af hjernen, der hedder hypothalamus med mulig effekt på søvn, men det var først, da to forskergrupper i USA og Japan i 1998 finder et signalstof, de kalder hypocretin eller orexin, som har indflydelse på, om man er vågen eller søvnig: Jo mere hypocretin, des mere vågen, jo mindre hypocretin, des mere træt.
Det vækker Poul Jennums interesse og sammen med en gruppe videnskabsfolk på Stanford University, og med støtte fra Lundbeckfonden, laver han flere projekter med fokus på sygdommen.
- Indtil da var patienterne ofte meget ilde stedt og uden meget håb for effektiv behandling. Men det lykkes os at bestemme hypocretin præcist i rygmarvsvæsken. Vi tager væske ud af rygmarven og undersøger hypocretin-indholdet, og vi kan, ligesom Stanford-kollegerne se, at narkolepsi-patienterne har en markant lavere andel af hormonet, siger Poul Jennum.
Den metode bruges i dag internationalt til at diagnosticere patienter med en sikkerhed på 99-100 procent, og sammen med læge Stine Knudsen og humanbiolog Birgitte Kornum undersøger han senere flere af mekanismerne bag narkolepsi.
Det viser sig, at narkolepsi er en såkaldt autoimmun sygdom, hvor kroppen selv reagerer mod hjernens hypocretin-celler, og deres evne til at producere hormonet derfor bliver ødelagt.
Hallucinationer og mareridt
For Isak udviklede stadiet mellem vågen og søvn til et regulært mareridt.
- Jeg kunne sidde og kigge på læreren, der stod og forklarede noget. Så kiggede jeg på tavlen, hvor der pludselig stod alt muligt, som jeg skulle skynde mig at skrive noter til. Så kiggede jeg op igen, og tavlen var i virkeligheden helt tom, mens mit papir var fuld af ulæselige kruseduller, og det eskalerede bare derfra, forklarer Isak.
Han vidste ikke, at det var såkaldt hypnagoge hallucinationer, han led af, som typisk kan opstå mellem vågen tilstand og søvn. For Isak var det bare ubehageligt, men medvirkede også til, at han gik til lægen, fordi han fik det meget dårligt psykisk.
Han blev henvist til en søvnklinik og senere til Dansk Center for Søvnsygdomme, hvor han fik Poul Jennum som læge.
- Jeg fandt ud af, at jeg havde narkolepsi, og at jeg har cirka 50 procent af den hypocretin, jeg burde have. Det var både trist og lettende. Trist, fordi jeg havde en uhelbredelig diagnose, men også lettende, fordi jeg fandt ud af, hvad det var, der var galt. At det ikke var fordi, jeg var blevet sindssyg, at jeg havde de hallucinationer, siger Isak.
Men diagnosen fik konsekvenser for Isaks skolegang.
- Jeg måtte droppe ud af gymnasiet, for jeg var ikke i stand til at følge med eller til at lave mine opgaver. Systemet var bare ikke egnet til sådan en som mig, siger Isak, der dog ikke gav op på at få en uddannelse.
Store fremskridt
På de mere end 20 år siden de første gennembrud, er der sket store fremskridt i forståelsen og behandlingen af narkolepsi.
Før vi fik bedre behandlinger, var det kun en tredjedel af narkolepsi-ramte, der kom i arbejde, og de fik kun to tredjedele af en normal løn. De har ofte et begrænset socialt liv, og nogle har traumer af sygdommen. Bedre behandling og støtte har forbedret disse konsekvenser.
- Der er kommet nye behandlinger, vi har fået reduceret betydelige symptomer, og det har været en stor hjælp, at vi kan diagnosticere og give en hurtigere behandling, siger Poul Jennum.
Lægemidler er ikke nok. På Rigshospitalet hjælper de også med socialrådgivning, psykologhjælp, skole- og anden uddannelsesvejledning.
Men der er også meget at tage fat på, fastslår Poul Jennum:
- Der er mange, der stadig ikke er opdaget, og de har brug for hjælp. Før vi fik bedre behandlinger, var det kun en tredjedel af narkolepsi-ramte, der kom i arbejde, og de fik kun to tredjedele af en normal løn. De har ofte et begrænset socialt liv, og nogle har traumer af sygdommen. Bedre behandling og støtte har forbedret disse konsekvenser.
Et langt og hårdt forløb
For Isak har behandlingen på Rigshospitalet været med til at hjælpe ham til en mere tålelig tilværelse.
- Det har været et langt og til tider hårdt forløb. Jeg får medicin, der hjælper mig til at holde balancen mellem at sove og være vågen. Det er ikke perfekt, men det gør, at jeg kan langt mere end, hvis ikke jeg havde den, fortæller Isak.
Det har også hjulpet ham til at kunne tage en HF-eksamen, og i januar 2023 blev han færdiguddannet webudvikler.
- Da jeg lige var droppet ud, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle stille op. Det hele var uoverskueligt, og jeg anede ikke om, jeg overhovedet ville blive i stand til at tage en uddannelse. På den måde var det dobbelt svært: Tingene er i forvejen hårde, når man ikke ved, hvilken vej man kan gå – og ovenikøbet manglede jeg kræfter, fordi jeg er syg, siger Isak.
Stadig nye opdagelser
Danske forskere gør stadig nye opdagelser, der på sigt kan have relevans for narkolepsi.
Sidste år offentliggjorde Birgitte Kornum, der nu er på Københavns Universitet i samarbejde med adjunkt Anja Holm fra Aalborg Universitet, et studie støttet af Lundbeckfonden, der viser, at et molekyle med navnet mikroRNA-137 eller bare miR-137 er med til at regulere hypocretin-niveauet.
Det kan give det håb, at miR-137 kan blive til det, som Birgitte Kornum kalder ”et håndtag”.
- Det betyder måske, at der et stykke ude i fremtiden kan skrues på hypocretin. Op, så patienten kan holde sig vågen, ned, så man kan sove. På den måde vil en behandling af sygdomme som kronisk træthed, træthedsfølger af kemoterapi, COVID-19, søvnapnø og narkolepsi være nærmere, siger Birgitte Kornum.
Og måske kan opdagelsen oveni føre til bedre behandling af andre hjernesygdomme, mener Poul Jennum.
- Vi ved, hvilket stof der mangler i hjernen hos narkolepsi-patienter, og i fremtiden kan vi forvente at erstatte det med et lægemiddel. Og med de her små brikker forstår vi andre sygdomme, hvor hjerneceller går i stykker. Forskningsmetoderne er overførbare til andre sygdomme som Parkinsons eller demens. Går man lidt frem på dette område, så gør man det også på andre, siger Poul Jennum.
Ubeskriveligt fantastisk
I dag er Isak trods narkolepsi et langt bedre sted. Nyuddannet og klar til at få et job.
- Jeg er glad for at kunne være der, hvor jeg er i dag. Det er et helt andet sted end, da jeg måtte droppe gymnasiet. Jeg var tæt på at miste mig selv. Jeg anede ikke, hvad der var op og ned, hvad der var virkelighed og mareridt, fortæller Isak.
- Drømmen er selvfølgelig, at det kan fikses helt og aldeles. Men jeg er glad for, at jeg kan medicineres, så jeg kan passe et job. Det har næsten været uudholdeligt at komme igennem, men nu står jeg her alligevel. Det er ubeskriveligt fantastisk, selv om jeg stadig står med store udfordringer.