Nej, alderen æder ikke vores hukommelse
Ny forskning viser, at alderen i sig selv ikke er afgørende for, om vi husker godt eller dårligt. Sygdom og inaktivitet er større trusler mod hukommelsen.
Alderen er lidt af en skurk. Det er jo den, som nærmest pr. automatik stjæler hukommelsen fra os og med den hele vores identitet. Det er i hvert tilfælde, hvad mange frygter, men sådan forholder det sig ikke.
Flertallet af alle ældre, og ifølge WHO er vi ældre fra 65-årsalderen og frem til vi fylder 80, bevarer de basale kognitive funktioner, i øvrigt også på den anden side af 80 års-fødselsdagen.
Ganske vist bliver vi langsommere, mindre mentalt fleksible og får sværere ved at lære nyt, men det er altså ikke ensbetydende med, at vi får en demens-sygdom og mister alt, hvad vi har lært og oplevet.
Og der er faktisk en hel del, vi kan gøre for at øge chancen for at holde hukommelsen skarp også i en høj alder.
Hjerneforskere er ved at indkredse, hvad der skal til, og de har endda også opdaget, at gamle hjerner kan noget, som unge ikke kan.
Vigtigt at skelne mellem alderdom og sygdom
I mange år har det ellers været en udbredt opfattelse, at alder og demens var to uadskillelige størrelser. For med alderen mister vi hjerneceller og dermed også hukommelse, lød logikken.
Men ny hjerneforskning viser noget andet. Alderdommens forandringer i en rask hjerne ser anderledes ud end forandringerne ved demens, som er en sygdom i hjernen.
Hvad der foregår inde i hjernen, når vi bliver henholdsvis ældre og syge ved Professor i kognitiv neurologi og demenssygdomme Steen Hasselbalch mere om end de fleste.
Ham møder vi på hans kontor på en regnvåd fredag i Nationalt Videnscenter for Demens på Inge Lehmanns vej på Rigshospitalet.
Inge Lehmann er kendt for sin forskning i jordens indre, men her på centeret gælder forskningen hjernens indre.
Steen Hasselbalch er vant til at hente scanningsbilleder af hjernevæv frem på sin skærm og kan se, om de er præget af sygdom eller ”bare” af alderdom.
Han kigger blandt andet efter atrofi, det vil sige hjerneceller, som er gået til.
Atrofi er almindeligt også hos raske ældre, men hvis cellerne især er gået til bestemte steder i hjernen, bagtil i hjernen eller omkring den søhesteformede struktur Hippocampus, kan det skyldes den mest udbredte demens-sygdom: Alzheimers. Et andet tegn er ophobning af proteiner i og omkring neuronerne, hjernens nerveceller.
”Det er vigtigt at skelne mellem almindelige forandringer og det normale hukommelsestab, vi alle sammen oplever med alderen, og så demens,” siger Steen Hasselbalch.
Patienter med demens kan ikke helbredes, men der findes symptombehandlinger og støtte til at klare den hverdag, som bliver stadig mere uoverskuelig.
Og i USA er for første gang godkendt et lægemiddel, som kan forsinke sygdommen. Det kan blive en gamechanger.
I Danmark har vi mellem 7000 og 8000 nye tilfælde af demens hvert år – og det tal er ikke stigende, selvom vi bliver flere ældre.
Og faktisk er andelen af befolkningen, som udvikler demens faldet i den vestlige verden igennem flere år, formentlig på grund af fremskridt i behandlingen af sygdom i blodkarrene.
Hjernen skrumper
Men hvad sker der med den raske hjerne, når alderen sætter sine aftryk?
Hvis vi ser bort fra, at hjerner er vidt forskellige og også ældes forskelligt, er der alligevel nogle universelle fysiologiske processer.
Som nævnt skrumper hjernen og med tiden går flere og flere neuroner til grunde, færre nye kommer til, og der dannes heller ikke så mange nye forbindelser mellem neuronerne. Steen Hasselbalch taler om ”slid”.
Sliddet sætter ind over hele hjernen, men her et par nedslag:
Dannelsen af signalstoffer som farer frem og tilbage mellem neuronerne bliver mindre, så kommunikationen svækkes.
Det fint forgrenede netværk af blodkar, som sørger for ilt og sukkerstof, bliver mindre.
Der opstår skader på cellernes dna, og reparationsmekanismerne bliver ringere.
Blandt andet går det ud over cellernes ”energifabrikker” mitokondrierne, så energiomsætningen falder.
Og affaldsstoffer, som ellers skylles væk, mens vi sover, hober sig op i hjernen, ligesom affald i Napolis gader under en renovationsstrejke.
”Når mange af de processer, der normalt rydder op i hjernen, bliver dårligere, skader det cellerne,” siger Steen Hasselbalch.
På hjernescanningerne kan professoren se tegn på slid i den såkaldte grå substans, neuronerne, og den hvide substans, som er neuronernes nervetrådene pakket ind i fedt.
Det tynder ud i de grå områder hos ældre, mens de hvide områder er konstante eller endda øges frem til 40-50-årsalderen. Herefter svinder også det beskyttende fedt om nerveforbindelserne, og det betyder et tab af tempo i hjernesignalerne.
Den ”almindelige” aldring af hjernen får ikke altid lov at stå alene. Hos mange støder sygdomme til, som er hyppigere med alderen som forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme og diabetes. Og de kan blandt andet påvirke blodforsyningen, iltforsyningen og cellefornyelsen, eller resultere i inflammation.
Også sygdomme, vi har haft i mange år, spiller ind. Ligesom vores kost, motionsvaner og livsstil i det hele taget.
”Jo ældre, vi bliver, desto mere udtalt bliver den påvirkning, vi mærker fra kombinationen af slid, sygdom og livsstil,” siger Steen Hasselbalch.
Alderen slår ud i alle kognitive tests
Mens Steen Hasselbalch ser slid, skader og sygdom på hjerneskanninger, noterer klinisk neuropsykolog Kasper Jørgensen konsekvensen af dem, når han sætter patienter til at løse forskellige kognitive opgaver.
Han er kollega til Steen Hasselbalch, og ekspert i kognitive tests.
Vi møder ham i et andet kontor på videnscenteret for at høre, hvordan alderen manifesterer sig kognitivt.
Han hiver fat i et stykke papir med en sort-hvid abstrakt figur med både lige og runde streger. Den indgår i en test af visuel, rummelig hukommelse.
”Først skal man tegne efter figuren, så lægger vi den væk, og så skal man tegne den frit efter hukommelsen. Det siger faktisk en del om, hvordan man husker.”
Han forklarer, at man kan score mellem 0 og 36 point. Hvis man intet husker, får man nul. De unge får i snit 23 point – de gamle 15-16 point.
Et andet eksempel er en test på sproglig hukommelse. Testen går ud på at huske så mange ord som muligt efter man har fået dem læst op.
Her har de unge 9 fejl og gamle dobbelt så mange.
Alder koster altså sådan helt generelt på hukommelseskontoen.
”Uanset test er der en alderseffekt. Vi er ikke i tvivl,” siger Kasper Jørgensen.
”Det positive er, at der er stor individuel variation. Specielt veluddannede kan holde et højt niveau højt op i alderdommen, måske fordi de har et mentalt stimulerende job – de motionerer hele tiden hjernen.”
Og så er vi endelig på vej ind i et mere positivt spor. For der er faktisk noget, vi bliver bedre til med alderen og noget vi kan gøre, for at modvirke forfaldet.
”Ordforråd, almenviden og begrebsdannelse – det bliver vi bedre til med alderen, og er gode til at bevare lige til det sidste,”
Og det giver sig udslag i, hvordan vi håndterer situationer i dagligdagen og på vores arbejde.
”Ældre er bedre til at møde en kompleks situation, få overblik over den og forstå, hvad det væsentlige er,” siger Kasper Jørgensen.
”Hvis du kommer til skade og kommer på skadestuen, vil jeg hellere ses af en overlæge på 60 end af en studerende på 25 år – for overlægen har set noget, der ligner før og kan lynhurtigt sige, hvilke undersøgelser og hvilken behandling du skal have”
Og som en bonus, der intet har med hukommelsen at gøre:
”Undersøgelser tyder på, at sådan noget som venlighed bliver mere fremtrædende med alderen.”
Så måske husker vi ikke så godt – men vi bliver sødere.
Nogle er særligt godt rustet mod demens
Den store variation, som Kasper Jørgensen taler om, handler om, at befolkningsgennemsnit i den ene ende af skalaen dækker dem med svær demens og i den anden ende de såkaldte SuperAgers.
SuperAgere undslår sig alderens nedbrydende effekt på hjernen. De bliver meget gamle, og de bliver ved med at være kognitivt stærke. Karakteristisk er, at de er friske på nye udfordringer, og så har de ofte en optimistisk og positiv tilgang til fremtiden.
Førnævnte Inge Lehmann var sandsynligvis SuperAger. I hvert tilfælde blev hun 104 år og forskede til det sidste.
Når SuperAgere puster 80 lys ud på deres fødselsdagslagkage, har de lige så frisk hukommelse som tyve-tredive år yngre mennesker. Især har de en stærk episodisk hukommelse – de husker altså, hvad der sker i deres eget liv, knyttet til tid og sted: et museumsbesøg i sidste uge, hvad de fik til aftensmad og den slags.
Derfor tiltrækker de sig forskernes opmærksomhed.
Forskere fra Harvard University har vist, at hippocampus og andre områder af hjernen, som har særlig betydning for hukommelsen, er større hos SuperAgere end hos andre jævnaldrende. Og jo større områderne er, desto bedre er deres hukommelse. SuperAgerne har også særligt stærkere neurale netværk. Faktisk lige så stærke som hos unge voksne.
Blandt de forskere, som systematisk følger og undersøger SuperAgere er også et team fra Northwestern University i Chicago.
Kun ti pct. af dem, der melder sig, bliver optaget i den eksklusive klub.
Deltagerne lægger hvert år hoved til skanninger, kognitive tests og forsøg.
I et forsøg med en kontrolgruppe fandt forskerne, at over 18 måneder mistede SuperAgere ikke så mange hjerneceller som jævnaldrende, og ikke så hurtigt. Kontrolgruppen mistede hjerneceller dobbelt så hurtigt.
I et andet forsøg har de dissekeret hjerner fra afdøde SuperAgere, og gjort en bemærkelsesværdig opdagelse: en biologisk signatur.
De fandt celler, som var sundere og større end hos jævnaldrende med alderssvarende hukommelse, jævnaldrende med kognitiv svækkelse, og personer, som var 20-30 år yngre.
”Supercellerne” fandt de i et område af hjernen, lateral entorhinal cortex, som spiller en afgørende rolle i hukommelsen, fordi her samles en masse sanseinformationer og andre informationer, inden de sendes videre til Hippocampus.
Og det sted er særligt bemærkelsesværdigt for netop her starter også Alzheimers sygdom. 10 år før symptomer og diagnose begynder cellerne her at dø.
Forskerne gjorde endnu en opdagelse: SuperAgerne havde tre gange færre af de lange sammenfiltrede proteintråde i neuronerne, kaldet Tau Tangles, som ses hos raske som et tegn på begyndende Alzheimers og andre demens-sygdomme.
Forskerne mener, at SuperAgerne er mere modstandsdygtige over for demenssygdomme end andre, og også over for andre faktorer, som kan forstærke alderens nedbrydning af hjernen.
Den intense forskning i SuperAgere kan resultere i ny viden, som kan komme demens-patienter til gavn, men også alle andre. For afdækningen af, hvad der ligger bag deres særlige modstandsdygtighed kan bidrage til mere målrettet forebyggelse af hukommelsens sygdomme og almindelige forfald.
Hjernen kan forny sig livet igennem
Men man behøver ikke være SuperAger for at give alderen baghjul.
Nye opdagelser igennem de seneste tyve år har vist, at hjernen er mere foranderlig, end vi troede. Plastisk kalder forskerne den omstillingsparate hjerne.
En af opdagelserne er, at hjernen er i stand til at kompensere for skader efter for eksempel blodpropper. Dele af hjernen, som ligger tæt på et beskadiget område, kan i nogen grad kan tage over.
Så mistede hjerneceller er ikke altid ensbetydende med tabte evner.
En anden opdagelse er, at hjernen kan forny sig. Vi er ikke født med et bestemt antal neuroner, som går til over tid, sådan som man troede indtil for få år siden. Hjernen danner nye nerveceller, neuroner og nye forbindelser gennem hele livet. Så en gammel hjerne kan også vokse – og dermed kan hukommelsen styrkes.
Forskerne taler om, at vi har en ”kognitiv reserve”, fordi det er muligt at styrke og vedligeholde vores kognitive funktionsniveau gennem hele livet.
Det er også Steen Hasselbalch optaget af.
”På trods af alle de skadelige processer og graden af dem – endda også selv om man har udviklet Alzheimers, så tror vi på, at man faktisk godt kan styrke de her netværk inde i hjernen,” siger Steen Hasselbalch.
”Det er et perspektiv, man måske ikke tænker så meget på.”
Men det er også muligt at forebygge demens ved at sætte ind tidligere.
For det første gælder det om at sørge for effektiv behandling af eventuelle sygdomme for at begrænse de skader, de kan udrette på hukommelsen.
Dernæst drejer det sig om at udnytte hjernens plasticitet – dens iboende evne til forandring.
”Tre faktorer kan styrke netværkene: fysisk, kognitiv og social aktivitet – det ved vi fra befolkningsundersøgelser,” siger Steen Hasselbalch.
Men hvad vil han anbefale, hvis han kun må sige én ting?
Svaret falder straks: Motion
Selv har han sit cykeltøj hængende til tørre over en stol på kontoret – for han cykler på arbejde hver dag, også når regnen siler ned ad de store ruder på Rigshospitalet. Og det er der en grund til.
En rask gåtur, 15 gentagelser med tunge håndvægte eller en længere cykeltur flere gange om ugen gør nemlig noget ved hjernen.
”Der er lavet studier, hvor man måler antallet af nerveforbindelser hos personer, som er begyndt at dyrke motion, og der kan du se både bedre funktion i netværkene og at der dannes flere netværk,” forklarer Steen Hasselbalch.
Ved fysisk aktivitet dannes vækstfaktorer, som får hjerneforbindelserne til at gro. Det er vist i et studie, at hippocampus vokser med to procent hos ældre mennesker, der bevæger sig dagligt.
Fidusen ved motion er, at det virker på to fronter, forklarer Steen Hasselbalch.
”Fysisk aktivitet kan både styrke netværkene, så hjernen bedre kan modstå de angreb, den bliver udsat for, og samtidig begrænse risikoen for skader ved at påvirke faktorer som for højt blodtryk, kolesterol og rygning.”
At motion er vigtig for at undgå demens fremgår også af et helt nyt dansk studie fra videnscenteret om risikofaktorer for demens gennem livet.
Ifølge studiet er den risikofaktor, der måske rummer det største forebyggelsespotentiale i Danmark mangel på fysisk aktivitet.
Blandt de andre risikofaktorer er social isolation og manglende kognitiv stimulering. Det fremgår af studiet, at hvis alle risikofaktorer blev elimineret, kunne op imod en tredjedel af alle demens-tilfælde i princippet forebygges.
Om betydningen af det sociale aspekt, siger Steen Hasselbach:
”Når vi er sammen med andre, har vi gang i rigtig mange netværk i forskellige dele af hjernen på samme tid. Vi skal både aflæse hinanden, lytte og selv byde ind i samtalen. Og så bliver effekten større.”
Kognitiv stimulering kan for eksempel ske ved at lære et nyt sprog. Det afgørende er at blive ved med at være nysgerrig og udfordre sig selv.
Inge Lehmann igen: hun udgav sin sidste videnskabelige artikel som 99-årig.
Hukommelsens værste fjende er altså ikke en gulnet dåbsattest, men et liv uden bevægelse og stimulering af sanser, intellekt og følelser.
- Husk at sove:
Søvn spiller en vigtig rolle i hukommelsesdannelse, så sørg for at få nok søvn hver nat. - Træn regelmæssigt:
Regelmæssig fysisk træning kan forbedre hukommelsen og kognitive evner. - Spis hjernesundt:
En sund kost med masser af frugt og grøntsager kan bidrage til en bedre hukommelse. - Fokusér:
Ret din opmærksomhed på det, du ønsker at huske, og undgå distraherende elementer. - Gentag information:
Gentag information, du ønsker at huske, flere gange for at styrke hukommelsen. - Brug associationsteknikker:
Associationsteknikker, såsom at forbinde information med noget, du allerede kender, hjælper dig med at huske. - Skriv noter eller to-do-lister:
Det hjælper at skrive noter og organisere, hvad du skal huske. Det giver overblik og fremmer hukommelsen. - Få mental stimulation:
Udfordr hjernen med nye aktiviteter, såsom at lære et nyt sprog eller spille et musikinstrument. Du kan også skifte rute hver dag, når du skal til og fra arbejde eller skole. - Stress mindre:
Et højt stressniveau kan påvirke hukommelsen negativt, så prøv at reducere stress i dit daglige liv. - Brug hjælpemidler:
Kalendere, påmindelser og apps kan hjælpe dig med at huske vigtige oplysninger og opgaver. Men brug også pæren.