Glem alt om at huske

Nepal den 18. januar 2022: Nabal Pajiyar patruljerer langs en række borde, hvor forskellige genstande er placeret som for eksempel en julestjerne, en spraydåse, en globus og en pakke toastbrød. En klokke ringer og Nabal drejer om på hælen og vender ryggen til bordene. Nu skal det vise sig, om han kan huske sig til en plads i Guinness World Records i disciplinen ”at huske flest tilfældige genstande på et minut.”

Chancen er stor. Nabal Pajiyar har allerede sikret sig berømmelse som ”Memory King”. For vi er som besatte af at huske. Og hukommelsen har endog sin egen græske Gud Mnemosyne, som vidner om, at besættelsen ikke er af nyere dato.

Glemsel derimod er hukommelsens onde tvilling, og har ikke lagt navn til en gud, men kun til floden Lethe i dødsriget. For vi kan ikke fordrage at glemme. 

Hvem har ikke bandet over en forsvundet nøgle? Eller undret sig over at både indkøbslisten og brillerne blev væk på én gang? Og hvem har ikke i sådan et øjeblik tænkt: er det her et første tegn på demens?

At glemme er en fejl eller endda et varsel om sygdom, tænker vi. Og sådan har hjerneforskere også i årevis også tænkt om glemsel som en psykologisk eller neurologisk brist.  

Men inden for de seneste ti-femten år er flere forskere og dykket ned i glemslens kringelkroge. Og de er på sporet af, at glemsel har en selvstændig funktion og sine egne molekylærbiologiske mekanismer.

Ved hjælp af blandt andet eksperimentel psykologi og neurovidenskab, ny teknologi, samt både menneske og dyre-studier, mus, rotter, zebrafisk og orme er de ved at undersøge, hvorfor og hvordan vi glemmer, - og om vi har tabt, det glemte for altid.

Glemsel redder os fra overbelastning

To forskere fra Toronto University i Canada, Paul Frankland og Blake Richards, præsenterede en af de nyeste teorier om glemsel i 2022:

Formålet med hukommelsen er ikke, at vi skal huske alt, men at opnå en balance mellem at huske og glemme. For så kan vi bedre træffe intelligente beslutninger.

Den amerikanske hjerneforsker og leder af Alzheimers forskningscenter på Columbia Universitet Dr. Scott Small mener også, at glemsel – inden for normalområdet – er godt, ja ligefrem sundt.

I 2021 skrev han bogen: ”At glemme – fordelene ved ikke at huske” med budskabet om, at glemsel er godt for både vores kognitive og kreative evner, følelsesliv og sundhed.

Når vi glemmer negative oplevelser, møder vi verden med et mere åbent sind, og når vi kan glemme, er vi ikke for fastlåste i bestemte tankemønstre, men har plads til at tænke nyt.

”Glemsel er naturens gave til os,” mener Dr. Scott Small

Men hvorfor glemmer vi? Det spørgsmål er naturligt at stille til en af de førende hukommelsesforskere i Europa Professor Richard Morris fra Edinburgh University.

”Glemsel redder os fra overbelastning af hjernen,” lyder det fra professoren, som sidder på et hotelværelse i Paris, da vi møder ham over Zoom. Han er et kendt navn inden for hukommelsesforskningen og er efterspurgt i hele Europa.

”Når vi føler os mentalt udmattede efter en dag, hvor vi har læst eller talt meget, så er det fordi vi er fyldt op af indtryk. Og vi har brug for at komme af med nogle af dem igen for at frigøre plads. Det er nødvendigt at glemme,” siger Richard Morris.

Professoren glemte en gang sin frakke i et tog i Londons undergrundsbane. Han kontaktede straks togpersonalet og de havde held til at lokalisere frakken, så han rejste med et andet tog for at hente den. Men på vejen gik det op for ham, at han nu havde glemt sin taske på den foregående station. Alt i alt noget værre rod.

’Forgetting is a part of memory’

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Richard Morris fortæller gerne historien, når han holder foredrag om sin forskning. Budskabet er, at vi alle bliver distraheret og vi glemmer hele tiden. Og det er helt normalt.

Professoren forklarer, at alle dagens oplevelser automatisk kodes ind i den søhesteformede struktur Hippocampus inde midt i hjernen. Det er vores huskecentral. Her samles og forbindes de forskellige informationer og sanseindtryk. Men Hippocampus kan blive overmæt.

Det klares imidlertid ved at størstedelen af informationerne i løbet af få timer sendes ud i evig glemsel, mens en lille del transporteres over i neocortex, hjernebarken. Her konsolideres det, mens vi sover en drømmeløs søvn om natten.

Og det skal vi kun være glade for, mener Richard Morris. For langt de fleste af de input, vi får i løbet af en dag, kan vi undvære.

Superhuskeren ønsker bare at glemme

At vi har brug for at glemme, er den 57-årige Jill Price fra New Jersey, USA, helt med på. Modsat de fleste ville hun ønske, at hun kunne glemme noget mere. Men hun er kendt som ”Kvinden, som ikke kan glemme.”

Dag for dag fra hendes 14. år kan hun fortælle, hvad tøj hun havde på, hvad hun spiste og hvordan vejret var.  Jill Price har autobiografisk superhukommelse. Digte eller matematiske formler husker hun ikke, medmindre de har spillet en særlig rolle i hendes eget liv.

Hun beskriver selv sin tilstand som belastende, fordi hun har sit liv kørende som et film-loop for det indre øje hele tiden. Og navnlig de negative oplevelser har hun det skidt med at genopleve.

Årsagen er et syndrom, som kaldes Hyperthymesi, HSAM, som står for highly superior autobiographical memory. Da hun fik diagnosen i 2006, var hun den første nogensinde.

I dag deler hun diagnosen med omkring 60 andre, men der findes ingen forklaring og ingen behandling.

I den anden grøft findes mennesker med ”accelereret langtidsglemsel”, som glemmer ekstremt hurtigt. Det ses hos nogle mennesker med epilepsi og mennesker, ramt af et slagtilfælde.

Studier i begge fænomener kan måske lirke op for, hvordan hjernen bearbejder informationer og indtryk og afgør, om de skal på lager eller i skraldespanden.

Styrken af nerveforbindelserne er afgørende

Richard Morris er en af de forskere, som virkelig har sat skub i forskning i hukommelsen. Han er optaget af at identificere de fysiologiske mekanismer, som er involveret i henholdsvis at huske og glemme.

Sammen med to andre neuroforskere fik han i 2016 verdens største hjerneforskerpris The Brain Prize, der årligt uddeles af Lundbeckfonden, for sit bidrag til forståelsen af hukommelsen.

Richard Morris har blandt andet været med til at vise, hvordan forbindelserne mellem hjernens nerveceller, neuronerne, bliver styrket ved gentagen stimulation. Det er sådan huske-processen fungerer. 

Et eksempel: du ser en måge på himlen. Sandsynligheden for at du glemmer den er stor. Men hvis der sker noget overraskende samtidig, for eksempel et lynnedslag, vil nerveforbindelserne stabilisere sig, og du har større sandsynlighed for at huske mågen. Og hvis din kæreste uventet kysser dig i samme øjeblik, kobles følelsen af kysset til ordet ”måge” og synet af den. Og det tilføjer et følelsesmæssigt strejf til mindet, og du vil måske tænke på din kæreste, hver gang du ser en måge.

Både små og store stimuli kan styrke forbindelsen. Jo flere, desto bedre. De påvirker, hvilke proteiner, der dannes bestemte steder i synapsen, som er det lille mellemrum mellem nerveenderne, hvor magien opstår, når cellerne kommunikerer med hinanden.

Processen hedder LTP, langtidspotentiering. LTP induceres af specifikke mønstre af hjerneaktivitet, der er afgørende for kodning af hukommelsesspor, og bliver dannet automatisk uden nogen overvejelse eller hensigt.

Richard Morris og hans gruppe på Edinburgh University viste, hvordan processen fungerede i forsøg med rotter. Forskerne lærte gnaverne at finde vej for at finde en godbid et nyt sted hver dag. Rotterne huskede det, de havde lært, i kort tid. Så overraskede forskerne rotterne ved at putte dem i en kasse med et nyt underlag i bunden: ris den ene dag, teblade den anden. Dyrene var ellers trygge ved deres vante omgivelser. Overraskelsen havde den effekt, at dyrene kunne huske, hvor godbidden var gemt i meget længere tid. Den nye overraskende sanseinformation viste sig altså at påvirke dyrenes hukommelse.

”Når forbindelserne bliver styrket, bliver der sat et slags mærke eller kode på dem, som betyder, at ændringen bliver stabiliseret. Det er en fysiologisk og biokemisk proces, som vi nu begynder at forstå,” forklarer Richard Morris. Uden kodningen, glemmer vi helt naturligt, og forebygger dermed informations overload.

Styrken af nerveforbindelserne er altså afgørende for, om vi husker eller glemmer. Og forskellige faktorer kan påvirke forbindelserne.

”Vi har et slags tidsvindue på to-tre timer måske mere, hvor en langtidshukommelse kan dannes, hvis der sker noget, som forstærker nerveforbindelserne.” siger Richard Morris.

Som eksempel nævner han terrorangrebet på Twin Towers i New York 9/11 2001. Frygtreaktionen hos dem, der så det, har styrket nerveforbindelserne i erindringen om tragedien, men overraskelsen har også betydning.

”Når du bliver overrasket, aktiverer du et særligt område af hjernen, som sender en slags ”print nu-signal”. Så vi husker ikke alene synet af tårnene, men også, hvor vi var, og hvem vi var sammen med,”

Den evolutionære forklaring er, at for at overleve er det afgørende, at vi opnår en balance imellem at henholdsvis huske og glemme for meget.

Effekten af overraskelse har Richard Morris og hans team vist i et såkaldt optogenetisk eksperiment med mus, hvor de udløste et ”print-nu-signal” ved hjælp af blåt lys, som aktiverede det område af hjernen, som bearbejder overraskelse.

Imidlertid kan synapserne både styrkes og svækkes. Det modsatte af LTP er, når synapserne svækkes, og det kaldes for Long Term Depression, LTD.

Den molekylære mekanisme for at glemme er simpelthen den omvendte af at huske. Så glemsel er ikke en fejl i hukommelsen, men en del af den.

Og faktisk er det muligt at tænde og slukke for en hukommelse ved henholdsvis at styrke og svække synapserne.

Den her tænd-sluk mekanisme har hjerneforsker Sadegh Nabavi, som har sin egen forskergruppe på forskningscenteret DANDRITE i Århus og er tilknyttet grundforskningscenteret PROMEMO, som den første vist i et forsøg i 2014, mens han forskede på University of California i Dan Diego.

Og netop i Århus på er den molekylærbiologiske forskning i hukommelse ved at tage fart.

Man kan lære at glemme

Så vi zoomer ind på Århus. Her foregår bemærkelsesværdig grundforskning, som bygger på nogle af de opdagelser Richard Morris har gjort, og som er helt afgørende for at drive feltet videre frem og bane vejen for en dybere forståelse af hukommelsens mysterier.

Det foregår på det nævnte grundforskningscenter PROMEMO, center for proteins in memory, som hører til Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, og er en udløber af det neurovidenskabelige center DANDRITE.

Leder af PROMEMO er professor Anders Nykjær. Med base i Skou Bygningen i Universitetsparken undersøger han sammen med et internationalt hold af forskere de proteiner, som er involveret i langtidshukommelsen og særligt den emotionelle hukommelse, der lagres dybt i hjernen.

Udgangspunktet er, at der dannes nye proteiner i synapserne mellem neuronerne, mens en hukommelse bliver til. Og de proteiner er afgørende for, om hukommelsen fastholdes.

En lang række proteiner er identificeret, men der findes formentlig flere hundreder. Nogle sørger for at cellerne i hjernen fungerer som de skal, mens andre er mere direkte involveret i huske- og glemmemekanismerne.

Århus-forskerne har valgt at arbejde med en bestemt proteinfamilie ”sortiliner” og specielt to af dem. For når vi lærer og lagrer information, øges mængden af de to proteiner med 200 gange.

Og hvis genet, der koder for dem, slås fra i mus, får gnaverne problemer med indlæring og hukommelse. Det tyder på, at netop de to proteiner kan være vigtige for både at huske og glemme.

Forskerne studerer proteinernes struktur, hvordan de interagerer og deres funktion i hjernen hos dyr. Og de gener, som indeholder opskriften på proteinerne.

Oprindelig arbejdede Anders Nykjær ellers med proteiner, som især er relevante i forhold til psykisk sygdom. Men, da det viste sig, at de samme proteiner dukkede op i studier, som handlede om hukommelse, var interessen vakt for at se på sammenhængen mellem psykisk sygdom og hukommelse.

”Alle psykiatriske sygdomme har typisk også et element af hukommelsesforstyrrelse,” siger Anders Nykjær og nævner Autisme, PTSD, angst, depression og skizofreni med hver sin variation af hukommelsesproblemer.  

Mere viden om, hvad der rent molekylærbiologisk er på spil, kan på længere sigt bane vejen ikke blot for udvikling af medicin, der kan styrke hukommelsesprocesserne, men måske også til at regulere forglemmelse, dvs. medicin der kan udøve en slags ”terapeutisk glemsel”.

For eksempel har det vist sig, at medikamentet Propranolol kan hjælpe mennesker med PTSD til at lette den følelsesmæssige hukommelse, der er forbundet med den traumatiske hændelse, de lider under. Medikamentet hæmmer funktionen af specifikke nerveceller, der bl.a. er centrale for hukommelse, forbundet med angst.

Der er dog svære bivirkninger, og det er omdiskuteret, om det er den rigtige vej at gå at manipulere med hukommelsen frem for at bearbejde den psykoterapeutisk.   

For måske er det muligt at lære at glemme - altså bevidst at svække synapserne, og det kan være relevant i behandlingen af PTSD.   

”Vi har set i forsøg, at man kan lære en mus at forbinde en bestemt lyd med et lillebitte stød. Så fjerner man stødet, og spiller lyden for musen igen og igen. Og så kan vi se, at den ikke kobler de to indtryk længere. Den har glemt det – eller rettere: den har lært at glemme det.”

Der kan være tale om, at den eksisterende erindring bliver opdateret med ny information, så den ikke forsvinder, men bare ændres. Det er nemlig velkendt, at vores erindringer ændrer sig for hver gang vi hiver dem frem af hukommelsen. Af samme grund husker to personer ofte en faktuel oplevelse en smule forskelligt.

Også zebrafisk og orme glemmer

Men hvad med det, vi virkelig har glemt? Er det væk for altid? Det er en af de store gåder. Og der er flere bud på et svar.

Blandt andre har et hold irske og canadiske forskere præsenteret en ny teori om det.  

De mener, at når vi ikke kan huske, er det fordi vi ikke kan aktivere de grupper af neuroner, hvor erindringerne er lagret. Erindringerne er der stadig, men de er som låst bag en dør, hvor nøglen er væk.

Vi mangler de rette ledetråde til at få fat i dem.

De mener også, at der er flere måder at glemme på, som alle går ud på at spænde ben for adgangen til erindringerne.

Et nyt forsøg, som forskere på Harvard University gennemførte med orme, viser, at information sommetider går tabt men ikke nødvendigvis altid.   

De 1 mm lange gennemsigtige rundorme Caenorhabditis elegans lærte i laboratoriet at genkende lugten af en bakterie, som kan gøre dem syge. Det tog fire timer.

Men kun en time senere havde ormene glemt forbindelsen mellem lugt og bakterie.

Forskerne analyserede nu hjerneaktiviteten og generne, som kom til udtryk i ormenes neuroner. I en sammenligning med orme, som ikke havde gennemgået samme træning, viste det sig, at hjerneaktiviteten, efter at ormene havde glemt var helt speciel. Den var anderledes end før træningen og i forhold til den time, hvor de endnu kunne huske forbindelsen.

Nu testede forskerne, om ormene have glemt alt – og det havde de ikke. På bare tre minutter kunne de genoptrænes til at genkende lugten og undgå bakterien.

Det eksperiment tyder altså på, at det vi glemmer, ikke altid forsvinder.

Et andet nyt eksperiment viser imidlertid noget andet, nemlig at vi glemmer samtidig med at vi oplever noget nyt.

Forvirret? Det er der ikke grund til at være. Begge dele kan være sandt, hvis vi lytter til de forskere, der mener, at der findes flere veje til glemsel.

Og under alle omstændigheder gælder, at forsøg og forsøgsdyr var forskellige, og det i sig selv kan forklare det nye resultat.  

Det var forskere fra University of Southern California, som med assistance fra zebrafisk gjorde den anden opdagelse.

Fiskene var genetisk konstrueret med fluorescerende synapser og billederne blev taget med et lasermikroskop både før, under og efter erindringen blev dannet.

Dermed fik forskerne et sjældent øjebliksbillede af hjernens aktivitet. 

I eksperimentet blev fiskene udsat for en infrarød laser, som varmede deres hoveder op. Det kunne de ikke lide, så de svingede med halerne for at komme væk.

Så blev fiskene udsat for et lysglimt samtidig med varmestrålen. Og efter et stykke tid havde de lært at forbinde lysglimtet med varme. Dernæst blev fiskene kun udsat for lysglimtet, men selvom varmen var væk, bevægede de halen for at komme væk. De havde altså dannet en form for erindring.

Billederne viser, at i det øjeblik, hvor informationen lagres, lyser en hel masse gule prikker op - det er nye nerveforbindelser

Men i et andet område ses en masse blå pletter, og det er eksisterende nerveforbindelser, som forsvinder i det øjeblik, hvor de nye dannes.

Det kan meget vel være, at begge typer af glemsel findes, fordi vi har brug for dem: en, hvor vi bevarer en mulighed for at genfinde det, vi har lært, og en, hvor den gamle indlæring skrottes.

Tilbage i Nepal lykkedes det Nabal Pajiar at huske 59 genstande på et minut. Flere end nogen anden. Rekorden er i hus, men spørgsmålet er, hvor lang tid der går, inden glemslens flod skyller alle 59 genstande ud af huskekongens hukommelse.