Pressemeddelse

Peter Rothausen træder ind i Lundbeckfondens ledelse

Peter Rothausen_2022

Peter Rothausen er forfremmet til Senior Vice President, Head of Invest.

Peter Rothausen har stået i spidsen for Lundbeckfondens finansielle investeringer siden maj 2018. Nu får han et bredere ansvar og bliver som chef for finansielle investeringer en del af fondens ledelsesteam.

Peter Rothausen er forfremmet til Senior Vice President, Head of Invest, og indtræder nu i Lundbeckfondens ledelse. Det sker som led i en organisationsændring, efter at Lundbeckfondens CFO, Bertil From, har forladt fonden for at starte et nyt kapitel i sin karriere.

– Peter Rothausen har skabt fremragende resultater med sit team i Invest i de 4½ år, han har haft det daglige ansvar for fondens finansielle investeringer. Investeringerne har givet solide afkast og været med til at sikre, at vi har den finansielle robusthed, der skal til for at understøtte vores datterselskaber og fortsat kan uddele mere end 500 mio. kr. årligt til sundhedsvidenskabelig forskning. Jeg er glad for at kunne byde Peter velkommen i ledelsesteamet, hvor han vil komme til at gøre en stor forskel for Fonden fremover, siger Lene Skole, CEO i Lundbeckfonden.

Peter Rothausen kom til Lundbeckfonden i 2018 fra en stilling som Chief Portfolio Manager for Danske Capitals aktiehedge fond. Peter har mere end 20 års erfaring fra den finansielle sektor – først som aktieanalytiker i Carnegie, FIH og Danske Bank og de seneste år som investeringsekspert på danske, og sidenhen europæiske, aktier. Desuden har Peter en kandidatgrad i Finance & Accounting fra CBS.  

Forfremmelsen af Peter Rothausen er sidste skridt i etableringen af fondens nye ledelsesteam, der fremadrettet består af 7 personer: Lene Skole (CEO), Christian Elling (Managing Partner, LF BioCapital), Jan Egebjerg (SVP, Grants & Prizes), Inge Berneke (SVP, Corporate Affairs), Arne Due-Hansen (SVP, Strategic Investments), Søren Christiansen (SVP, Finance) og Peter Rothausen (SVP, Invest).

Læs mere om Lundbeckfonden | Invest.

 

Om Lundbeckfonden

Lundbeckfonden er en erhvervsdrivende fond, der arbejder med en bred vifte af kommercielle og filantropiske aktiviteter, bundet sammen af ønsket om at skabe innovation og ny viden til glæde for patienter. Fonden er den langsigtede og engagerede ejer af flere internationale lægemiddel- og sundhedsvirksomheder – Lundbeck, Falck og ALK – og en aktiv investor i de finansielle markeder, i danske biotekvirksomheder og i dansk forskning gennem fondens uddelinger til sundhedsvidenskabelige forskningsprogrammer og talenter på danske universiteter. Fondens uddelinger udgør mere end DKK 500m årligt og har et særligt fokus på hjernen. Det omfatter verdens største pris til hjerneforskning: The Brain Prize.