Forskning i Migræne

Danskere i ny rundspørge: Migræne starter allerede i barndommen

Migræne

Hver syvende dansker lider af migræne og for halvdelen begynder det allerede i barndommen.

Synsforstyrrelser, kvalme, dunkende hovedpine, talebesvær – symptomerne er mange og voldsomme, når det drejer sig om et migræneanfald. Hver syvende dansker lider af migræne og for halvdelen begynder det allerede i barndommen eller teenageårene. To tredjedele får ingen anden hjælp til at lette den invaliderende sygdom end håndkøbsmedicin.

Det viser en rundspørge, som analyseinstituttet YouGov har gennemført for Lundbeckfonden. Den afdækker, hvor meget migrænepatienterne blandt de adspurgte har lidt af sygdommen, hvor ofte de har et anfald, hvordan de oplever dem, hvad de gør for at komme igennem et anfald, og hvordan omverdenen reagerer på og opfatter patienter med migræne.

Ifølge rundspørgen får mange migrænepatienter flere anfald om ugen, og 4 ud af 10 angiver, at et anfald varer mere end fire timer. Mange oplever også anfald, der varer flere dage.

Til trods for hvor stor indflydelse migrænen har på patienternes liv og livskvalitet, har mange aldrig konsulteret deres læge. Og selvom de har, så klarer to tredjedele af de adspurgte migræneramte danskere sig med håndkøbsmedicin og har deres egne måder at komme igennem en anfald på, hvilket oftest består af at rulle gardinerne ned og gå i seng. Så selvom deres omverden er fuldt ud klar over, hvor alvorlig en sygdom migræne er, er der stadig et stort antal patienter, der ikke vil forstyrre lægen med det, de tror, at andre opfatter som en slem hovedpine.

”Det er en fin og tiltrængt undersøgelse, Lundbeckfonden har fået udført. Den støtter og udvider de resultater, vi allerede kender fra vores epidemiologiske undersøgelser. Undersøgelsen viser til min store glæde, at migræne er mere accepteret end forventet, således at pårørende til de ramte yder omsorg og forståelse. Det er en ny udvikling, og desværre gælder det nok kun for de ramte familier.

Til gengæld viser undersøgelsen også, at patienterne, og måske heller ikke mange praktiserende læger, ikke udnytter de behandlingsmuligheder, der er,” siger professor og hovedpineekspert Jes Olesen, der i år – som den første dansker – modtager The Brain Prize af Lundbeckfonden.
 

Undersøgelsen er gennemført online af analyseinstituttet YouGov blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på 1008 personer over 18 år i perioden 29. april til 2. maj 2021.
 

Om Lundbeckfonden og The Brain Prize


Lundbeckfonden står bag verdens største hjerneforskningspris, The Brain Prize. Prisen og de 10 mio. kr., der følger med, går i år til fire førende hjerneforskere, heriblandt professor Jes Olesen fra Danmark, for deres utrættelige og banebrydende forskning i migræne, der har ført til nye behandlinger til gavn for de mange mennesker verden over, der lider af sygdommen. Mere nøjagtigt anslår WHO tallet til at være 1 milliard.

Lundbeckfonden uddeler hvert år over en halv milliard kroner til hjerneforskning på danske universiteter. Fondens fokus på hjernen bunder i det store behov for ny viden om hjernen og dens sygdomme. Sygdomme i hjernen har store menneskelige omkostninger for patienter og pårørende.
Desuden skønnes hjernesygdomme ifølge ny forskning fra Aarhus Universitet at koste samfundet mere end 100 mia. kroner hvert år.

 

Migræne er ikke bare en normal hovedpine

Migræne er en af verdens mest udbredte og invaliderende sygdomme, der anslås at ramme 1 mia. mennesker verden over ifølge WHO. 1 ud af 5 kvinder får migræne, mens 1 ud af 15 mænd bliver ramt.

Migræne forekommer typisk i to former:

  • Migræne uden aura og migræne med aura.

Mange forveksler migræne med forbipasserende hovedpine. Men fire kriterier skal være opfyldt, før hovedpinen kan kaldes migræne:

  • Du skal have haft mindst fem anfald i løbet af dit liv.
  • Anfaldene skal vare mellem 4 og 72 timer
  • Mindst to ud af disse smertekarakteristika skal være til stede: Smerte kun i den ene side af hovedet, dunkende smerte, middelsvær til svær intensitet af smerten og forværring af smerten, når du bevæger dig.
  • Følgesymptomer som kvalme, opkast, synsforstyrrelser, føleforstyrrelser og talebesvær.

     

Kilde: Jes Olesen