Talent Prize

Kristoffer Grundtvig Skaarup

Han forsker i måling af tidlige tegn på hjertesygdom

Doctor & PhD Student
University Hospital Herlev & Gentofte

Kristoffer Grundtvig Skaarup får Lundbeckfondens Talent Prize 2023 for sin forskning, der drejer sig om ultralydsmålinger af tidlige ændringer i hjertets pumpefunktion, der normalt ikke opdages ved traditionelle målinger af hjertet.

Måling af hjerters pumpefunktion med ultralyd bruges hyppigt af hjertelæger i dag, da det giver mange flere informationer end for eksempel stetoskopet. Metoden kan detaljeret vise, hvordan hjertet trækker sig sammen, hvordan hjertemuskulaturen bevæger sig igennem dets cyklus, og hvor stift, hjertet er.

Sådan fortæller hjertelæge og ph.d.-studerende Kristoffer Grundtvig Skaarup, Afdelingen ved Biomedicinsk Forskning ved Gentofte Hospital om den metode, som han systematisk har brugt på tusindvis af personer, som led i sin forskning, som han – ret exceptionelt – har lavet gennem hele sin studietid og fortsat arbejder med.

Hans resultater har bidraget med så afgørende ny viden om hjertets pumpefunktion, at han nu har fået Lundbeckfondens Talent Prize 2023. Han siger:

”Helt essentielt har vi studeret de tidlige ændringer, som man kan se i hjertets sammentræknings-evne, der kan tyde på begyndende stadier af hjertesygdom. Det er ændringer, der ikke kan registreres med de konventionelle metoder, og som måske kan føre til, at man før end normalt kan gribe ind hos personer med påvirket hjertefunktion og forebygge en mulig udvikling af de klassiske hjertesygdomme,” siger Kristoffer Grundtvig Skaarup og slår fast:

”Indtil videre har mine kolleger og jeg dog udelukkende konstateret, at der er denne sammenhæng mellem tidlig påvirkning af hjertets pumpefunktion og senere udvikling af hjertesygdom.”

Siden er der sket en del med hans ultralydsforskning, som han har brugt i nye sammenhænge

Sammenhæng mellem infektioner og hjertesygdom

For pludselig ramte Covid-19-pandemien også Danmark, og det gav Kristoffer Grundtvig Skaarup anledning til, sammen med en studiekammerat og kollega, at kaste sig over en undersøgelse af, om Covid-19 har en indvirkning på hjertefunktionen hos indlagte patienter:

”Vi kørte fra hospital til hospital og undersøgte de isolerede patienters hjerte med ultralyd. Det var spændende og hårdt – ikke mindst fordi resultaterne viste, at de indlagte Covid-patienter havde en lavere hjertefunktion sammenlignet en tilsvarende gruppe af folk, der ikke havde en infektion. Senere, da de blev udskrevet, så vi, at hjertefunktionen igen blev højere, så det tyder på, at der er en påvirkning af hjertet, når man er indlagt med Covid-19-infektion,” siger Kristoffer Grundtvig Skaarup.

I dag arbejder han stadig med at undersøge, hvordan hjertets påvirkes ved infektionssygdomme, hvilket han gør både i sit ph.d.-projekt og som del af en forskergruppe på Gentofte Hospital.

”I mit ph.d.-projekt undersøger vi, hvordan hjertet er påvirket, når man akut er indlagt med influenza, for det har man aldrig før undersøgt systematisk med ultralydsskanning. Det ser nemlig ud til, at hjertekar-komplikationer er hyppige hos denne gruppe af patienter. Derfor håber vi på, at resultaterne vil give en bedre forståelse af sammenhængen mellem at blive ramt af influenza og påvirkningen af hjertet,” siger Kristoffer Grundtvig Skaarup, som oplever en stor drivkraft ved at være en del af et forskerteam, som han er på Glostrup Hospital, hvor de i fællesskab hele tiden bliver klogere.

Om Kristoffer Grundtvig Skaarups resultater med ultralydsmåling af tidlige ændringer af hjertefunktionen på sigt bliver indført som en almindelig procedure på hospitalerne, er et åbent spørgsmål:
” Vi skal først undersøge, om det nytter at styre behandlingen ud fra tidlige ultralydsscanninger af hjertet. Derfor har vi planlagt et såkaldt lodtrækningsstudie, hvor vi vil sammenligne en gruppe af patienter, der får behandling på baggrund af tidlige ændringer af hjertefunktionen, med en gruppe, som har samme ændringer, men som ingen behandling får,” siger Kristoffer Grundtvig Skaarup.
”I sidste ende håber jeg på at gøre livet bedre for folk med hjertesygdom. Og da hjertesygdom er en af de hyppigste dødsårsager i den vestlige verden, er det svært at se, hvordan jeg bedre får mulighed for at hjælpe mange patienter i fremtiden.” 
 

Kristoffer Skaarup