Vinder af Junior Brain Prize afdækker vigtige mekanismer bag fedme

Hvad sker der i hjernen, når vi søger føde? Det er et afgørende spørgsmål at få besvaret, hvis vi mere effektivt vil bekæmpe fedme.

En af dem, som har bragt os tættere på svaret, er ph.d-studerende Marta Carus-Cadavieco fra Leibniz-Institut für Molekulare Pharmakologie i Berlin. Hun har gennem såkaldt optogenetiske forsøg med mus vist, hvordan forskellige dele af hjernen arbejder sammen, når vi søger føde.

Optogenetik er en teknik, som gør det muligt at tænde og slukke for hjerneceller ved hjælp af en kombination af genmanipulation og lys, og Martas arbejde med den nye metode har netop sikret hende Lundbeckfondens Junior Brain Prize 2017.

Bedre forebyggelse og behandling af fedme
Prisen blev overrakt af formand for bedømmelseskomitéen Duda Kvitsiani, der er lektor på Aarhus Universitet og gruppeleder på DANDRITE-instituttet, og Kim Krogsgaard, der er Managing Director for The Brain Prize. I begrundelsen for at vælge Marta lød det bl.a.:

”Fedme er et verdensomspændende problem, som 51 procent af verdens befolkning anslås at være ramt af i 2030. Det er afgørende for vores bestræbelser på at udvikle bedre forebyggelses- og behandlingsstrategier, at vi forstår, hvad der sker i hjernen, når vi søger føde. Marta Carus-Cadaviecos forskning kaster nyt lys over netop det og over, hvordan forskellige dele af hjernen arbejder sammen om at regulere vores adfærd, når det gælder mad.”

Om Junior Brain Prize
The Junior Brain Prize uddeles hvert år i forbindelse med The Brain Prize Meeting, der finder sted på Hindsgavl Slot i slutningen af oktober. Den gives til en ung forsker på baggrund af både en præsentation af et forskningsprojekt samt en samlet vurdering af forskerens videnskabelige indsats. Ud over æren følger der 2.500 euro med prisen.

Sidste år var det Eva Meier Carlsen fra Københavns Universitet og hendes cannabis-forskning, der løb med prisen.