Kamilla Miskowiak

Se portrætvideo af Kamilla:

 

---

Kvinder må ikke lade sig skræmme væk fra forskningen, fordi de tror, de ikke kan forene forsker- og familieliv, mener ung professor, der selv har fire børn. Men det kræver planlægning og prioritering.

Debatten om kvinder i forskning og underrepræsentation inden for de naturvidenskabelige fag især fylder en del i disse år. En rapport over kønsfordelingen blandt Lundbeckfondens støttemodtagere og prisvindere dokumenterer også en skævhed, og derfor får fonden nu – som en af de første fonde i Danmark – en mangfoldighedspolitik og vil arbejde mere strategisk med diversitet.

Men hvordan oplever en ung succesrig professor hverdagen som kvindelig forsker?

”Vil man som kvinde være forsker og have familie, skal man virkelig organisere sig”, siger professor og Lundbeckfonden Fellow Kamilla Miskowiak, der taler af egen erfaring:

Hun er 38 år, har fire børn, er professor i kognitiv neuropsykiatri ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet og leder af NEAD-Gruppen på Rigshospitalet. Det er en forskningsenhed, som er sat i verden for at udvikle nye biologiske og psykologiske behandlinger mod hukommelsessvigt og andre kognitive problemer, der tit rammer patienter med depression og bipolar lidelse.

Kamilla Miskowiak og hendes mand, Maciej Woznica, har fire børn: Anna, otte år, tvillingerne Oscar og Hector på seks år, og Lucia på fem måneder.

”Jeg har masser af arbejde i form af forskning og undervisning, og min mand har lige så travlt – han har en ledende stilling i finanssektoren – så man må sige, at vi er et par, der har fuld gang i karrieren”, fortæller Kamilla Miskowiak.

I takt med, at familien er vokset, har ægteparret løbende justeret den praktiske tilrettelæggelse af hverdagen:

”Vi har prioriteret at have hjælp i hverdagen – blandt andet i form af au pair – og vi har prioriteret det højere end for eksempel at tage på dyre ferier. Havde vi kun haft to børn, havde vi nok organiseret os anderledes på dette punkt, men efter vi fik tvillingerne, kunne vi se, at det var helt nødvendigt med hjælp i hverdagen, hvis vi begge skulle passe vores karrierer og samtidig have tid til at være forældre og ægtefæller”.

Baby med til symposium

Hver år er der et professor-symposium med efterfølgende middag på Københavns Universitet – og 2019-arrangementet blev en kende anderledes, end det plejer. I år var der nemlig en baby med til middagen, for Kamilla Miskowiak deltog med Lucia på armen:

”Hun var den eneste baby i lokalet, og det vakte lidt opsigt – men det var også hyggeligt, og det skabte god stemning. For tiden er Lucia i det hele taget med til en del møder, for jeg har en barselsordning, der indebærer, at jeg arbejder, hvad der svarer til to dage om ugen. Når jeg ikke er ude til møder, arbejder jeg ind imellem herhjemme, og det betyder blandt andet, at mine syv PhD-studerende kommer hjem til mig og får supervision. Det fungerer ret godt, og mens jeg superviserer, ligger baby på et tæppe ved siden af”, fortæller Kamilla Miskowiak.

Nej til potteplanter og madlavning

Når Kamilla Miskowiak taler om den rolle, forskningen spiller i hendes liv, siger hun uden tøven:

”Mit arbejde er min hobby. Og har man det sådan, at man ikke kan leve uden at forske, så må man bare gå den vej. Jeg er oprindelig uddannet psykolog – jeg er autoriseret psykolog og har været meget glad for at arbejde med patienter – men da jeg på grund af tidspres måtte spørge mig selv: Hvad kan jeg IKKE leve uden – at forske eller at arbejde som klinisk psykolog? – blev jeg klar over, at forskningen på nuværende tidspunkt af mit liv må have førsteprioritet”.

”Det udelukker selvfølgelig ikke, at jeg på et senere tidspunkt igen kan begynde at arbejde med patienter – ind imellem må man bare træffe nogle valg, hvis man gerne vil have både karriere og familieliv til at gå op”.

Den meget vigtige pointe er imidlertid, at man godt kan have BÅDE et forskerliv OG et familieliv med børn, siger Kamilla Miskowiak:

”Det signal prøver jeg meget bevidst at sende til unge kvindelige forskere, og jeg kan til min glæde konstatere, at de lytter til det – også når det handler om at søge at planlægge graviditeterne. To af mine kvindelige ph.d.-studerende går faktisk på barsel til sommer. Den ene skal forsvare sin afhandling en måned inden, hun har termin – og den anden er færdig med hele den empiriske del af arbejdet, når hun går på barsel”.

Blandt de fravalg, Kamilla Miskowiak selv har truffet for at få forskerliv og familievet med fire børn til at balancere bedst muligt, er madlavning.

”Jeg har valgt at sige, at jeg ikke kan lave mad, selv om jeg faktisk godt kan. Men det er et tidsspørgsmål – og min mand har heller ikke tid til at lave mad, så madlavningen står vores au pair for på hverdagene, og i weekenden spiser vi forskellige færdigretter”.

Også på et andet punkt har Kamilla Miskowiak valgt at sige nej – nemlig når det gælder potteplanter. For skal man have potteplanter, der er i live, skal de vandes, passes og plejes – og den tid vil hun altså hellere bruge på noget andet:

”Derfor har vi plastikblomster”.

Endelig er der frokostpausen, som Kamilla Miskowiak har valgt at administrere på en lidt utraditionel måde, når hun er på Rigshospitalet: Hun holder den slet ikke, hvilket vil sige, at hun bliver siddende foran sin skærm, mens hendes kolleger i mere eller mindre samlet flok går i frokoststuen, fortæller hun:

”Det har ikke noget som helst med det sociale at gøre – jeg sætter nemlig pris på det sociale, men bare ikke midt på dagen, hvor jeg typisk har travlt med at klare et eller andet ved min skærm, og har behov for at få det gjort færdigt. Derfor har jeg en stor kop, som jeg fylder med havregryn, som jeg så hælder kogende vand over – og rører rundt i. Vupti – så har man kop-havregrød. Den skal man ikke kimse ad”, siger psykologiprofessoren.

Læs mere om vores arbejde med mangfoldighed her:

Andre historier med Kamilla Miskowiak: