Meld dig til Ph.d. Cup 2018

Hvis du har fået en god idé i forbindelse med dit ph.d-projekt, så er det på tide at sprede det gode budskab og melde dig til ph.d. Cup 2018. Ph.d. cup er en konkurrence skabt i et samarbejde mellem Lundbeckfonden, DR og Dagbladet Information, og her får nogle af landets dygtige ph.d-studerende en gylden mulighed for at få lov at formidle noget af den forskning, de har lavet, til hele Danmarks befolkning.

Ph.d. Cup er en hyldest til de næsten 2.000 ph.d.-studerende, der hvert år afleverer deres afhandling som punktum for tre års forskning. Dem mener vi, fortjener større omtale og udbredelse, og derfor afholdes der ph.d. Cup. Én gang om året siden 2013 er konkurrencen blevet afholdt, og den afholdes igen i foråret 2018. De 30 deltagere, der går videre i konkurrencen, udvælges af en gruppe af kommunikationsfolk og journalister fra hhv. DR og Dagbladet Information. Dommerkomitéen udvælger herudaf fem finalister, der skal stå på scenen i DR’s Koncerthus til det store finaleshow. Dommerkomitéen tilstræber at udvælge de fem finalister, så de fire hovedområder sundhed, naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab er præsenteret. Ph.d. Cup kulminerer i et stort tv-transmitteret finaleshow i DR Koncerthuset. Her dyster de fem finalister i at formidle deres forskning på tv og over for et publikum og tre dommere. Finalisterne får frem mod det store kåringsshow coaching og sparring fra erfarne videnskabsformidlere. Sammen med en tv-tilrettelægger forbereder de en mundtlig og visuel præsentation af deres ph.d.-projekt og får skærm- og medietræning sammen med en personlig evaluering på deres formidlingsstyrker og muligheder indenfor deres forskningsområde.

Vinderen af Ph.d. Cup vinder et rejsegavekort på 10.000 kr., og alle fem finalister bliver portrætteret i temaavisen “Videnskapløb”, som udkommer med Information og på alle landets universiteter.

Hvis det lyder som noget for dig, så tilmeld dig ph.d. Cup inden den 31. januar. Du kan læse mere her