Lundbeckfonden indgår partnerskab med BrainFacts.org

The Society for Neuroscience får over de næste fem år godt 4,5 mio. kr. af Lundbeckfonden til at videreudvikle hjerneforskningens førende formidlingsportal BrainFacts.org.

Lundbeckfonden slutter sig nu til et eksklusivt selskab af store fonde og institutioner, som har indgået partnerskab med formidlingsportalen BrainFacts.org.

BrainFacts.org er det førende site for formidling af hjerneforskning, og portalen rummer mange millioner videoer og artikler, der formidler viden om hjernen på en veloplagt og tilgængelig måde. BrainFacts.org har otte mio. brugere, og blev relanceret i 2017. Med et femårigt tilskud på 750.000 $ – eller godt 4,5 mio. kr. – fra Lundbeckfonden, får amerikanske The Society for Neuroscience mulighed for at drive udviklingen af BrainFacts.org videre.

“Vi støtter årligt sundhedsvidenskabelig forskning med over 500 mio. kr. – godt halvdelen af det beløb går til vores vigtigste fokusområde, hjernen. Vi arbejder derfor bl.a. på at etablere langsigtede partnerskaber med andre organisationer til fordel for dansk og international neurovidenskab, og ved at støtte BrainFacts.org og samarbejde med the Society for Neuroscience tager vi det næste skridt i internationaliseringen af vores aktiviteter,” siger professor Thomas Sinkjær, der er Senior Vice President Grants & Prizes i Lundbeckfonden.

Fakta om BrainFacts.org
BrainFacts.org er en formidlingsportal, der giver de besøgende en grundlæggende forståelse af hjernen og nervesystemet gennem artikler, animationer, videoer og interaktive elementer.

BrainFacts.org fungerer også som et værktøj for undervisere, der gerne vil engagere deres elever i læring om hjernen og nervesystemet gennem øvelser både online og i klasseværelset.

Udover Lundbeckfonden har BrainFacts.org følgende partnere: The Kavli Foundation, The Gatsby Charitable Foundation, The Wellcome Trust, The Stanley Center for Psychiatric Research at the Broad Institute, The National Institutes of Health (NIH) og The Brain Initiative Alliance.

Nyheder

Lundbeckfondens nye uddelingsstrategi sætter talentet og hjernen først
17. september 2018
DNA-detektiver afslører banditter bag tarmudposninger
3. september 2018
Deltag i The Brain Prize Meeting om demens
30. august 2018

Lundbeckfonden

Lundbeckfonden Ventures

Lundbeckfonden Emerge