fbpx

Han har ført Danmark op i verdenseliten

Godt nok er han ung, men han har i allerhøjeste grad været med til at føre Danmark op i verdenseliten indenfor DNA-forskning sammen med professor Eske Willerslev på Københavns Universitet.

Det er grunden til, at Lundbeckfonden nu støtter den 33-årige brite Thomas Gilbert på center for Geogenetik på Københavns Universitet med 10 mill. kr.

Pengene kommer fra fondens “Junior Group Leader Fellowships“, og Thomas Gilbert skal bruge donationen til at opbygge et team, som skal være i frontlinjen indenfor deres forskningsområde.

Den 33-årige lektor skal bl.a. forske i “den genetiske historie” bag den uhelbredelige sygdom hepatitis C.

Ca. 1 procent af den vesteuropæiske befolkning lider af den smitsomme leverbetændelse, og tallet er stigende. Udbredelsen af virussen er noget større i Østeuropa og helt galt i Egypten, hvor 20 procent af befolkningen visse steder i landet er blevet smittet med sygdommen gennem vaccinationsprogrammer og brug af urene nåle.

Hepatitis C blev først opdaget i 1989, og det er Thomas Gilbert og hans teams opgave at søge tilbage i virussens genetiske historie og finde frem til kilden. Hvis det lykkes, er der håb om, at udvikle en vaccine, som forhåbentlig kan sætte en stopper for den uhelbredelige sygdom.

AIDS og kartoffelpest
Thomas Gilbert har tidligere gennem egne videnskabelige analyser af gamle vævsprøver fra Congo ført AIDS-historien tilbage til omkring 1910. På den måde har han skrevet et nyt – så at sige – “baglæns kapitel” i historien bag den verdensomspændende epidemi. Denne opdagelse skabte stor international opmærksomhed. Det samme skete, da Thomas Gilbert i samarbejde med andre forskere fandt frem til en metode, som man kan bruge til at udvinde dna-materiale fra gamle hårtotter. En metode, som bl.a. professor Eske Willerslev og hans assistent Morten Rasmussen gjorde brug af, da de tidligere i år genskabte genmassen og dermed fik sat ansigt og krop på en mand fra en for længst uddød grønlandsk stamme. Det var første gang i menneskehedens historie, at det er sket.

Foruden forskning i den genetiske historie bag hepatitis C skal Thomas Gilbert også bruge pengene fra Lundbeckfonden til at pint-pointe årsagen til en udbredt herpesvirus blandt verdens syv største havskildpadder, som hærger blandt de tunge, men elegante skabninger.

Og endelig har hans forskerhold fokus på “kartoffelpesten”, som i midten af 1800-tallet afstedkom, at mange irere døde af sult eller måtte udvandre til USA. Den plantesygdom eksisterer stadig, selv om agroindustrien fortløbende udvikler nye pesticider.

Yderligere oplysninger: Thomas Gilbert på 51 89 13 30.

Nyheder

Danske læger vil give spædbørn bakterier i håb om at kunne forebygge astma
14. november 2019
Lundbeckfonden tildeler rekordstort antal fellowships
6. november 2019
Feberkramper hos småbørn undersøges til bunds
1. november 2019

Lundbeckfonden

Lundbeckfonden Ventures

Lundbeckfonden Emerge