Gymnasieelever og folkeskolens ældste elever lærer yngre elever naturvidenskab

Når skoledagen er slut, og de fleste af eleverne er på vej hjem, er der stadig lys i natur- og tekniklokalet på mere end 30 danske skoler – det er nemlig tid til Videnskabsklubben. En frivillig mentorordning efter skole, hvor elever på tværs af klassetrin arbejder sammen om naturvidenskab.

På Skovshoved Skole er dagens emne osteologi, og det bliver hurtig klart, at det ikke er læren om oste, men om knogler, der er tale om. Der er otte mentorer fra gymnasiet og udskolingen til stede, og de ti miniforskere fra de mindre klasser er udstyret med notesbøger og kitler.

Skolen har valgt programmet primatologi, læren om aber, så derfor er der abekranier og -knogler på programmet.

Først tegner og fortæller mentorerne om knogler, kranier og tænder, og efter en pause med frisk luft og snacks får miniforskerne mulighed for selv at se og røre ved kopier af abe-kranier samt gætte og sammen med mentorerne svare på dagens store forskningsspørgsmål: hvad kan man lære om aber ved at kigge på deres knogler og tænder?

Om Videnskabsklubben
Videnskabsklubben er et frivilligt mentorforløb støttet af Lundbeckfonden, hvor gymnasieelever og elever i udskolingen underviser elever i naturvidenskab. Formidling og forskningsforståelse er kodeordene, og målet er at inspirere den næste generation af forskerne.

I løbet af syv-ni uger arbejder elever – uden lærere eller andre voksne til stede – med videnskab efter skoletid. Det er gratis for elever og skoler af deltage, og i 2017 er der to forløb at vælge mellem; primatologi og mikrober.