Genetisk hurtigløb – hele vejen ned gennem det amerikanske kontinent

Internationalt forskningsprojekt under ledelse af DNA-detektiven Eske Willerslev fra Københavns Universitet viser i en Science-artikel, at det amerikanske kontinent blev ekspres-befolket. Urgamle menneskeknogler udgravet i en brasiliansk drypstenshule i 1800-tallet af den legendariske danske naturforsker P.W. Lund spiller en central rolle.

Det var nærmere et folkeløb end en folkevandring, da mennesket for ca. 15.000 år siden begyndte at sprede sig ned gennem det amerikanske kontinent – fra Alaska i nord og helt ned til den sydligste spids af Sydamerika.

Kontinentet er omkring 15.000 km langt, og videnskaben har hidtil antaget, at denne proces tog meget lang tid – årtusinder. Men sådan var det altså ikke, viser et internationalt forskningsprojekt, som netop er offentliggjort i det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift Science.

”Tvært imod gik det enormt hurtigt. Det tog nemlig kun få århundreder – så var der mennesker hele vejen ned gennem det amerikanske kontinent”, fortæller professor og DNA-detektiv Eske Willerslev fra Center for Geogenetik ved Københavns Universitet. Han har stået i spidsen for den videnskabelige undersøgelse, som har involveret 54 af verdens bedste forskere inden for analyser af arkæologisk DNA. Det store forskerhold repræsenterer universiteter i 10 lande – heriblandt Brasilien, Argentina, USA, Storbritannien og Tyskland. Fra dansk side har også eksperter fra DTU deltaget.

Undersøgelsen, der blandt andet er finansieret af Lundbeckfonden, Danmarks Grundforskningsfond, Det Europæiske Forskningsråd og National Institutes of Health (USA), baserer sig på DNA-analyser af humant knoglemateriale fra 15 urgamle skeletter fundet forskellige steder på det amerikanske kontinent. Seks af skeletterne er over 10.000 år gamle.

Fra dette materiale er det lykkedes forskerne at isolere så meget arvemasse, at de har kunnet rekonstruere disse menneskers fulde genom – lige som de urgamle knogler har kunnet dateres ved hjælp af kulstof 14-analyser.

Det er alle disse informationer – plus en lang række nyere DNA-profiler, der indgår som sammenligningsmateriale – som gør det muligt at sammenstykke historien om det genetiske hurtigløb ned gennem det amerikanske kontinent, der fandt sted for cirka 15.000 år siden, forklarer Eske Willerslev:

”Hvorfor spredningen forløb med en sådan hast, ved vi endnu ikke – men det er bemærkelsesværdigt, fordi det amerikanske kontinent er gigantisk! Spredningen viser også noget andet fascinerende, nemlig hvor stor menneskets tilpasningsevne egentlig er. For i løbet af få århundreder endte der med at bo mennesker inden for alle de klimazoner, der findes på kontinentet – på begge sider af store bjergkæder og andre geografiske barriererer. Og alle steder var der særlige udfordringer, som skulle løses, for at man kunne bo og leve netop der”.

Ikoniske knogler talte
Flere af de over 10.000 år gamle skeletter, der indgår i undersøgelsen, har en nærmest ikonisk historie, fortæller Eske Willerslev:

”Det drejer sig blandt andet om et af de cirka 20 menneskekranier, som den danske naturforsker P.W. (Peter Wilhelm) Lund – en af verdens første palæontologer – gravede ud i en drypstenshule nær byen Lagoa Santa i Brasilien i første halvdel af 1800-tallet”.

P.W. Lund (1801-80), der også fandt knogler fra en lang række uddøde dyr i hulen – heriblandt fra et kæmpedovendyr – sendte menneskekranierne og et par humane lemmeknogler hjem til København. Og her har disse vidnesbyrd om den tidlige bosættelse i Sydamerika ligget i magasinerne lige siden, siger Eske Willerslev:

”Mange forskere har i løbet af de seneste 15-20 år uden held forsøgt at trække analyserbart DNA ud af dette materiale – på Center for Geogenetik har vi også prøvet. Da vi så skulle til at lave den nye Science-undersøgelse foreslog en af mine medarbejdere, Peter de Barros Damgaard, at vi jo kunne prøve at se, om Lagoa Santa-knoglerne kunne bruges, hvis vi vel at mærke arbejdede med en øreknogle, den såkaldte petrous-knogle. Det er en meget kompakt knogle, og da vi tog den ud af et af de kranier, P.W. Lund havde sendt hjem til København fra Lagoa Santa, var der DNA nok til at lave det fulde genom af en person, der levede for ca. 10.400 år siden”.

Det helt særlige ved dette arvemassebillede er, at det indeholder et australasiatisk genetisk signal – der i forhold til nulevende mennesker er allernærmest beslægtet med hvad man finder hos befolkningen på øgruppen Andamanerne i Den Bengalske Havbugt. Og det er stærkt forunderligt, pointerer Eske Willerslev: ”At signalet er australasiatisk, er der slet ingen tvivl om. Men det er overhovedet ikke fundet andre steder på det amerikanske kontinent i arkæologisk DNA-materiale. Hverken i vores undersøgelse eller tidligere”.

Fundet rejser flere spørgsmål – herunder om der har været en endnu tidligere befolkning af det amerikanske kontinent end den, der fandt sted for cirka 15.000 år siden, siger Eske Willerslev:

”Det har været foreslået af den brasilianske antropolog Walter Neves – uden at han dog har kunnet understøtte det på overbevisende måde. Hvis der alligevel er noget om snakken, så må disse mennesker – på en eller anden måde – efter al sandsynlighed være kommet til det amerikanske kontinent ad søvejen. Har der virkelig været en sådan urbosættelse for eksempelvis 30-50.000 år siden, er det megastort – for så vil det blive nødvendigt at skrive hele historien om menneskets bosættelse på kontinentet om. Men før vi kan undersøge det nærmere – og det vil vi meget gerne prøve at gøre – er vi nødt til at finde mere fortidigt DNA med australasitiske komponenter andre steder på det amerikanske kontinent. Det er udfordringen”.

Også en mumie gav en hånd
Fra en 11.000 år gammel mumie – Spirit Cave Man – fundet i Nevada, USA – har forskerne fået stor hjælp.

Mumien – verdens ældste mumificerede menneske – blev opdaget i 1950erne i et område, der er indianerstammen Fallon Paiute-Shoshones hjemland. Mumien blev deponeret på Nevada State Museum, hvorfra indianerstammen ikke kunne få den udleveret – og mange forskere har gennem årene ønsket at DNA-analysere den.

Stammens ledere sagde konsekvent nej til DNA-analyser, indtil de for tre år siden gav Eske Willerslev lov til at prøve, men på én betingelse, fortæller han: ”Aftalen var, at hvis det viste sig, at mumien rent genetisk repræsenterede en tidlig indianer – og det var der en del forskere, som betvivlede – så skulle den genbegraves”.

Da analyserne var færdige, kom svaret fra Center for Geogenetik i København: Mumien var genetisk set en indianer. Derfor måtte museet udlevere mumien, der i sommer blev begravet ved en stor ceremoni, hvor Eske Willerslev også deltog. Og det var både højtideligt og meget rørende, siger DNA-professoren: ”Stammen stedte deres forfader til hvile, intet mindre. Og det var en god fornemmelse, at vi på Center for Geogenetik havde kunnet medvirke til, at det kunne blive virkelighed”.

Spirit Cave Man er rent genetisk meget tæt på den nogenlunde samtidige person fra Lagoa Santa.
Dog altså minus det australasiatiske signal.

Nyheder

Lundbeckfonden vil dække universiteters projektrelaterede indirekte omkostninger
10. december 2018
Danske forskere: Patientforsøg med stamceller mod diabetes nærmer sig
10. december 2018
Professor søges!
5. december 2018

Lundbeckfonden

Lundbeckfonden Ventures

Lundbeckfonden Emerge