fbpx

Danskere med gigt har gemt sig for coronavirus

Danskere med gigt har gemt sig for coronavirus

Bekymring, selvisolering og telefonkonsultationer har været dagligdag for danskere med reumatologiske lidelser som fx gigt under coronapandemien, viser stor undersøgelse fra en række danske hospitaler. Undersøgelsen er gennemført takket være en ny digital løsning, der er støttet af Lundbeckfondens coronapulje, uddelt i marts 2020.

For danskere med reumatologiske sygdomme som fx leddegigt, der behandles med immundæmpende medicin, har coronavirussen været en bekymrende risiko, og de har i højere grad end deres jævnaldrende valgt at gemme sig i eget hjem. Det viser resultaterne af det nok største studie i verden af, hvordan coronapandemien har påvirket mennesker, som lever med reumatologiske lidelser.  Mere end 12.500 danskere har deltaget i studiet og har besvaret forskernes digitale spørgeskema vedrørende deres adfærd først i marts, da det danske samfund var lukket ned, og senere i juni, da samfundet var åbnet igen.

Ifølge en af forskerne bag studiet, overlæge Bente Glintborg fra Afdelingen for Rygkirurgi, Led- og Bindevævssygdomme på Rigshospitalet i Glostrup, giver studiet et unikt indblik i, hvordan man som kronisk patient agerer på en trussel om yderligere sygdom.

– Vores undersøgelse viser, at folk med reumatologiske lidelser er meget påvirket af coronapandemien. De er i høj grad nervøse for at blive smittet, og selv da smitten i samfundet var lav hen over sommeren, var mange meget forsigtige med fysisk kontakt, siger Bente Glintborg.

Overlæge Bente Glintborg er en del af en forskergruppe fra en række danske hospitaler, som har undersøgt betydningen af coronapandemien for danskere med reumatologiske sygdomme.

Konkret viste undersøgelsen, at 86 % af deltagerne erklærede sig enige eller meget enige i, at de blev hjemme og isolerede sig så meget som muligt i marts. I juni var det tal faldet til 49 % af deltagerne. I marts svarede tre ud af fire, at de betragtede sig selv som i høj risiko for at blive smittet med coronavirus. I juni var det tal faldet til 63 %. Knap halvdelen vurderede i marts, at de isolerede sig fra fysisk kontakt i højere grad end jævnaldrende, mens 38 % svarede det samme i juni.

Foruden generel forsigtighed med at have fysisk kontakt betød selvisolering, at næsten alle (96 %) i marts droppede at bruge offentlig transport, 29 % gik slet ikke på indkøb og 26 % så slet ikke andre mennesker ansigt til ansigt.

Blandt de godt 12.500 besvarelser kunne forskerne finde en tendens til, at bestemte grupper isolerede sig mere og følte sig mere bekymret end de øvrige. Det gjaldt fx personer, som havde flere andre sygdomme (komorbiditet), var rygere eller var i behandling med biologiske lægemidler, hvilket typisk tilbydes de hårdest ramte patienter.

DANBIO-spørgeskemaer går digitalt

I mere end 20 år er danskere med reumatologiske lidelser blevet fulgt tæt via den kliniske database DANBIO, og patienter har været vant til at udfylde spørgeskemaer, når de mødte op på hospitalerne eller i reumatologisk speciallægepraksis til kontrol, undersøgelse og behandling. Med støtte fra Lundbeckfondens coronapulje udviklede forskerne en digital løsning til spørgeskemaundersøgelser, så patienterne nu kan besvare spørgeskemaer online hjemmefra. Det har gjort det muligt at gennemføre studiet under en pandemi, men løsningen kan også bruges fremadrettet, så patienter fremover kan besvare spørgsmål hjemmefra i ro og mag, før de møder op til konsultation på hospitalet.

 

Læs originalartiklen på Rigshospitalets hjemmeside her:
Danskere med gigt har gemt sig for coronavirus (rigshospitalet.dk)

Læs den videnskabelige artikel udgivet i BJM Journals her:
Self-protection strategies and health behaviour in patients with inflammatory rheumatic diseases during the COVID-19 pandemic: results and predictors in more than 12 000 patients with inflammatory rheumatic diseases followed in the Danish DANBIO registry | RMD Open (bmj.com)

 

(Kilde: Rigshospitalet. Foto: Fra Rigshospitalet)

 

Nyheder

Lundbeckfonden øger kendskab til hjernepris med stor kampagne
23. februar 2021
75 mio. kr. til dansk hjerneforskning i Aarhus
9. februar 2021
Hjernestimulation skal lindre symptomer ved Parkinsons sygdom
25. januar 2021

Lundbeckfonden

Lundbeckfonden Ventures

Lundbeckfonden Emerge