fbpx

Danske forskningstalenter lander i USA

Et usædvanligt samarbejde mellem Lundbeckfonden og Innovation Centre Denmark, Silicon Valley sender fem danske medicinstuderende på forskningsophold i San Francisco. Det er en unik mulighed for de studerende for at forske og etablere netværk på nogle af verdens førende forskningshospitaler.

Samarbejdet mellem Lundbeckfonden og Innovation Centre Denmark er kommet i stand på baggrund af en bevilling på 5,6 millioner kroner fra Lundbeckfonden. Det første kuld af fem talentfulde medicinstuderende er landet i USA.

De studerende, som er udvalgt fra Københavns Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet, skal de næste 10 måneder dygtiggøre sig på Stanford University og University of California, San Francisco (UCSF).  Med individuel vejledning fra internationalt anerkendte forskere fra deres danske institution, Stanford University, UCSF og California Pacific Medical Center skal studenterne arbejde med deres eget forskningsprojekt indenfor behandling af henholdsvis diabetes, nyre- og hjertesygdomme, prostata- og lymfekræft.

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) glæder sig over samarbejdet med Lundbeckfonden og de amerikanske institutioner.

Vi er kendt for at være stærke på det sundhedsvidenskabelige område i Danmark. Det skal vi blive ved med. Derfor skal vi turde dyrke eliten og give særligt dygtige studerende gode muligheder for at udvikle deres talenter i anerkendte internationale forskningsmiljøer. Dette initiativ er lige i øjet i forhold til at skubbe på internationaliseringen af forskningen, og jeg ser frem til samarbejdet med Lundbeckfonden”.

Initiativet, der går under navnet Lundbeck Foundation Clinical Research Fellowship Program, skal tilskynde de dygtigste danske medicinstuderende til at forfølge en karriere inden for klinisk forskning.

“Fellowship-programmet ligger i direkte forlængelse af Lundbeckfondens vision om at skabe bedre liv gennem ny viden. Vi er begejstrede for at kunne give fem talentfulde medicinstuderende mulighed for at suge viden til sig fra nogle af verdens bedste forskningsmiljøer og bringe den med tilbage til Danmark,” siger Anne-Marie Engel, forskningschef i Lundbeckfonden.

Om programmet

Programmet bag stipendiet er udviklet, administreret og ledet af læge Karin Petersen fra Innovation Centre Denmark i Silicon Valley. Find mere information om programmet på www.lfcrf.org.

Læs mere om Lundbeckfonden på fondens hjemmeside: www.lundbeckfonden.com.

Om Innovation Centre Denmark

Uddannelses- og Forskningsministeriet har i samarbejde med Udenrigsministeriet etableret Innovation Centre Denmark i Silicon Valley, Shanghai, München, São Paulo, Seoul og Delhi/Bangalore. Det overordnede formål med innovationscentrene er at bistå danske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og virksomheder med at tiltrække ny viden, talent og investeringer samt omsætte viden til vækst. Innovationscentrene formidler netværk og partnerskaber med førende udenlandske partnere og tilbyder skræddersyet rådgivning.

Læs mere om Innovation Centre Denmark på Udenrigsministeriets hjemmeside: www.icdk.um.dk.

________________________________________

For yderligere oplysninger, kontakt:

Mikkel Skovborg, Forskningsattaché, Innovation Centre Denmark, Silicon Valley, tlf. +1 650 575 7516, e-mail: miksko@um.dk.

Regitze Reeh, kommunikationschef, Lundbeckfonden, tlf. 3054 6608, e-mail: rr@lundbeckfonden.com.

Sébastien Bigandt, Fuldmægtig, Styrelsen for Forskning og Innovation, tlf. 7231 8312, e-mail: seb@fi.dk.

Spørgsmål vedrørende ansøgningsmuligheder m.v. bedes rettet til Karin Petersen, Innovation Centre Denmark, Silicon Valley, e-mail: klp@lfcrf.org.

 ”

Nyheder

Hjernestimulation skal lindre symptomer ved Parkinsons sygdom
25. januar 2021
Minihjerner skal kaste lys over nervesygdomme
25. januar 2021
Mekanismer bag skizofreni
25. januar 2021

Lundbeckfonden

Lundbeckfonden Ventures

Lundbeckfonden Emerge