Dansk | English
Sitemap
youtube_off.png
linkedin_off.png
Facebook

På jagt efter penicillinens version 2.0

Det er fantastisk, hvad der findes af reservedele, når vores krop begynder at svigte. Hjerteklapper, katetre, glasøjne, kunstige knæ og hofter, for blot at nævne nogle af dem. Men reservedelene kan også blive en udfordring for kroppen. For den kunstige overflade er guf for bakterier, som klumper sammen i flere lag. Det kalder man også for biofilm.
 

Normalt plejer et skud antibiotika at være nok til at eliminere en bakterieinfektion. Men her er biofilm en anderledes og mere sejlivet udfordring.

»Man kan sammenligne biofilm med en bakteriefæstning. Det er kun de yderste bakterier, der vil være modtagelige overfor antibiotika eller kroppens immunforsvar. De yderste bakterier danner i bogstaveligste forstand et skjold, som beskytter de andre bakterier mod angrebene,« siger lektor Thomas Bjarnsholt ved Panum Instituttet på Københavns Universitet, som netop har modtaget et Lundbeckfond Fellowship på 10 mio. kroner til sin forskning.
 

Det er cirka halvdelen af de patienter, der har implantater, som er ramt af kroniske infektioner i form af biofilm. Hos nogle bliver infektionen så alvorlig, at de eksempelvis må have fjernet deres kunstige knæ eller hofte til fordel for en ny. Kroniske infektioner som tuberkulose og lungebetændelse hos patienter med cystisk fibrose skyldes også bakterier, som klumper sig sammen til biofilm.
 

Kan man opløse bakteriefæstningen?
Hvis man kunne finde en måde til at få biofilmen til at gå i opløsning, ville det være en vej til, at bakterierne ville genvinde deres følsomhed overfor antibiotika og kroppens immunforsvar. Derfor vil Thomas Bjarnsholt og hans ni mand store forskergruppe blandt andet undersøge, hvordan det lykkes bakterierne at klumpe sig sammen.


»Vi vil gerne vide, om bakteriernes evne til at klumpe sammen er passiv eller aktiv. Altså, har de en form for velcro på deres overflade, som binder dem passivt sammen, eller skal der et særligt signal til, før de forener sig,« siger Thomas Bjarnsholt.


Hvis det lykkes at finde bakteriernes svar på velcro eller det molekylære signal, som får bakterierne til at klistre sammen, kan det muligvis blive vejen til nye effektive behandlinger af kroniske infektioner.


»For kan vi forhindre bakteriernes velcro i at binde eller neutralisere det bakterieklæbende signal, vil bakterierne ikke kunne gemme sig bag andre bakterier. Og så vil et skud antibiotika forhåbentlig gøre det af med dem eller også vil kroppens immunforsvar klare jobbet selv,« siger Thomas Bjarnsholt.
 

Penicillinens efterfølger?
Penicillinen blev opdaget ved et tilfælde d. 28. september 1928 af den skotske bakteriolog Alexander Fleming. Penicillin og andre former for antibiotika er effektive mod infektioner, hvor bakterierne er frie og ikke bundet til andre i form af biofilm. 84 år efter Alexander Flemings opdagelse findes der stadig ikke en effektiv behandling af kroniske infektioner.


Tiden vil vise, om Thomas Bjarnsholts forskning vil føre til penicillinens version 2.0, som vil redde livet for mange mennesker. På nuværende tidspunkt dræber kroniske infektioner flere mennesker i USA end kræft og AIDS tilsammen.




Vidste du at:

Selvom bakteriers evne til at klumpe sammen stadig er en medicinsk udfordring, så blev fænomenet biofilm erkendt for over 400 år siden af den hollandske forsker Antonie Philips van Leeuwenhoek, som studerede plak på tænder med et primitivt mikroskop. Han kaldte biofilmen for en samling af små dyr, og han fandt ud af, at hvis han skilte dyrene ad, kunne han dræbe dem med vineddike.
 

For yderligere information:

Lektor Thomas Bjarnsholt, Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi, Panum Instituttet, tlf. 20 65 98 88 eller e-mail: tbjarnsholt@sund.ku.dk