Dansk | English
Sitemap
youtube_off.png
linkedin_off.png
Facebook
FS12W_BRK_DK

Når immunforsvaret ødelægger vores søvn

Mennesker, som lider af overdreven træthed om dagen, har som regel mistet en lille struktur i hjernen, som styrer vores normale søvnmønster. Den nyudnævnte Lundbeckfond fellow Birgitte Rahbek Kornum fra Glostrup Hospital vil undersøge, om det er vores eget immunforsvar, som står bag og udløser træthedssyndromet narkolepsi.

Dybt inde i vores hjerner findes der en søvnkerne på størrelse med en ært. Den styrer vores normale søvnmønster, så vi holder os vågne om dagen og sover tungt om natten. Søvnkernen består overvejende af neuroner, som producerer signalstoffet hypocretin. Et stof, der sørger for at vi kan holde os i gang i løbet af dagen og ikke falder i søvn i utide.

Det er præcis denne søvnkerne, som bliver ramt hos narkolepsipatienter, som lider af overdreven træthed om dagen. Man har en hypotese om, at det er patienternes eget immunforsvar, som går til angreb på søvnkernen og står bag søvnforstyrrelserne. Men man mangler det endelige bevis på, at det virkelig forholder sig sådan. Den virkelighed vil Birgitte Rahbek Kornum lave om på med hjælp fra de 10 millioner kr., som følger med Lundbeckfondens fellowship.


»Jeg vil undersøge, hvad det er for nogle mekanismer, der er i spil, når nogle af immunforsvarets celler tager fejl, trænger ind i hjernen gennem blodhjernebarrieren og tager livet af søvnkernens nerveceller hos narkolepsipatienter. Det vil gøre os klogere på sygdommens natur, og det kan forhåbentlig på længere sigt føre til en mere effektiv behandling af sygdommen,« siger Birgitte Rahbek Kornum, som netop er vendt hjem fra 3-årigt ophold på et af verdens førende søvnlaboratorier på Stanford University.

Har to afvigende gener i kikkerten
Hun vender hjem til Danmark for at etablere sin egen forskergruppe i forskerparken på Glostrup Hospital, hvor hun vil arbejde videre med to vigtige opdagelser, som blev gjort i USA.

»Vi har fundet to afvigende gener, som disponerer mennesker for at udvikle narkolepsi. Vi vil undersøge, hvilken rolle disse muterede gener spiller, når immunforsvaret fejlagtigt går til angreb på nerveceller i søvnkernen hos narkolepsipatienter,« siger Birgitte Rahbek Kornum.

Det er ikke kun narkolepsi, der er mistænkt for at være en autoimmun sygdom. Man ved, at multipel sclerose er det, og ved andre hjernesygdomme som Parkinsons sygdom og skizofreni har man også en mistanke om, at det måske er et selvdestruktivt immunforsvar, der står bag.

»Når vi engang forstår reguleringen af hjernens immunforsvar, kan det få stor betydning for forståelsen og behandlingen af en lang række hjernesygdomme. Hvis jeg løser narkolepsiens gåde, vil det kunne hjælpe mange patienter,« siger Birgitte Rahbek Kornum.

Elsker detektivarbejdet
Birgitte Rahbek Kornum glæder sig til at kunne ansætte et hold af forskere og komme i gang med arbejdet.

»Jeg elsker detektivarbejdet ved forskning. Det med at få de små stykker af puslespillet til at passe sammen. Jeg har altid interesseret mig for hjernen, og hvordan den virker. Immunforsvaret er meget farligt for hjernen, og alligevel går det sjældent så galt som ved narkolepsi. I min nye position vil jeg kunne kombinere min passion for både hjerne og immunforsvar,« siger Birgitte Rahbek Kornum.

Hun vil ansætte tre til fire videnskabelige medarbejdere for Lundbeckfondens donation.

For yderligere information:
Projektleder, ph.d. Birgitte Rahbek Kornum, mobiltlf.: 50 51 15 11 e-mail: birgitte.kornum@regionh.dk